Koeman efter debutsejr: Spår komet stor fremtid i Barcelona

Al virakken om Barcelona blev for en stund lagt til side, da Koeman-æraen i La Liga blev indledt med storsejr.

Ronald Koeman så tilfreds ud, da Ansu Fati kunne lade sig skifte ud i det 70. minut i kampen mod Villareal.

Ronald Koeman så tilfreds ud, da Ansu Fati kunne lade sig skifte ud i det 70. minut i kampen mod Villareal.

MADRID:Med unge Ansu Fati som kampens oplevelse vandt FC Barcelona søndag aften 4-0 hjemme over Villarreal.

Dermed fik den nye Barca-træner, Ronald Koeman, i sin første La Liga-kamp i spidsen for klubben for en stund lagt låg på krisesnakken og kunne i stedet fokusere på kometens fremtid.

- Ansu er en ung spiller, og vi ønsker stadig stabilitet i hans præstationer, siger Koeman ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Han har vist, at han har en stor fremtid i Barcelona, og jeg er meget glad for ham.

Fati - som er født i Guinea-Bissau, men stiller op for Spanien - scorede to gange og fremtvang et straffespark, som Lionel Messi scorede på, inden gæsterne scorede et selvmål.

- Hans udvikling har været enorm, og det har vi nydt godt af, siger Koeman om Fati ifølge spanske AS efter kampen.

- Han bliver ved med at vise sit værd, og vi har stor tiltro til, at han bliver ved med at udvikle sig.

Både sportsligt og uden for banen har Barcelona været præget af uro den seneste tid.

Verdensstjernen Lionel Messi meldte inden sæsonen ud, at han ville forlade klubben, men endte dog med at indvilge i at tage en sæson mere.

Da argentineren i en farvelbesked til sin ven Luis Suarez, som netop er blevet solgt til Atlético Madrid, beklagede sig over bestyrelsen, frygtede flere, at Messi mentalt ikke var i rette gear.

Men Koeman insisterer på, at argentineren har trænet "forbilledligt", og på Camp Nou leverede anføreren en fin præstation mod Villarreal.

- Det er altid vigtigt at vinde kampe. Så får man selvtillid, siger Koeman ifølge AFP.

- Det her resultat hjælper os med at blive bedre og være mere klar over, hvad vi ønsker.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.