Kønssygdommen gonorré fortsætter fremmarch trods coronapandemi

Gonorré er ofte symptomfri, men kan have alvorlige konsekvenser. I 2019 og 2020 fortsatte udbredelsen.

Kampf gegen HIV bedroht <i>Oliver Berg/Ritzau Scanpix</i>

Kampf gegen HIV bedroht Oliver Berg/Ritzau Scanpix

Coronapandemien har ført til en tilbagegang i flere sygdomme. Men det gælder ikke kønssygdommen gonorré.

Sygdommen, som i værste fald kan føre til sterilitet hos kvinder, fortsætter tværtimod sin fremgang.

Det skriver Statens Serum Institut (SSI) i en pressemeddelelse torsdag.

- Trods nedlukning og restriktioner følger antallet af anmeldte gonorrétilfælde samme kurs som i de tidligere år. Antallet er fortsat stigende, siger sektionsleder Susan Cowan fra SSI.

Der blev i alt registreret 3303 tilfælde af gonorré i 2019. I 2020 var tallet 3464. Dermed er der tale om en stigning på cirka fem procent.

Stigningen skal blandt andet ses i forhold til, at der for omkring 20 år siden var en opfattelse af, at gonorré var stort set udryddet.

I løbet af 2010'erne er antallet af påviste tilfælde imidlertid steget en hel del.

- Under aids-epidemien i 80’erne og 90’erne faldt antallet af gonorré-tilfælde i Danmark til næsten ingenting, siger Susan Cowan.

- Men efter at man fik medicin til at behandle hiv-positive personer, og folk igen begyndte at undlade at bruge kondom, er det steget igen. Det vil sandsynligvis fortsætte indtil gonorré, lige som klamydia, finder et leje, siger hun videre.

Særligt i København er gonorré i omløb. Imens er der næsten ingen kendte tilfælde på Bornholm. Det er oftest 30-39-årige mænd og 20-24-årige kvinder, der får det, skriver instituttet.

Et symptom på sygdommen er blandt andet en sviende fornemmelse, når man tisser.

Sygdommen kan overføres både ved vaginalt samleje, analt samleje og oralsex.

Langtfra alle smittede har symptomer på det. Hver anden kvinde og hver tredje mand, der er smittet med gonorré, er symptomfri.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.