Kør julen ind på ski

Spænd skiene og drag ud på langrendsløjperne, lyder opfordringen fra skovmand.

I julen er der alle muligheder for at dyrke skiløb i Aalborg-området. - Langrendsløjperne er ikke kørt til, men det skal ikke afholde skiløbere fra at tage en tur i Hammer Bakker, Kongshøj Skov og Vester Aslund Plantage, siger skov- og landskabsingeniør Jens Vinge, Aalborg Kommune. Skiløbere kan på kommunens hjemmeside finde kort over løjper, der kan printes ud og medbringes på turen. Hvis der er sne nok vil kommunens sporkører mellem jul og nytår friske løjperne op. Aalborg Kommune er i denne vinter for første gang aktivt gået ind i at anlægge langrendsløjper. Tidligere på måneden blev der sporkørt 16 km løjpe i Hammer Bakker, 7 km i Kongshøj Skov og 5 km i Vester Aslund Plantage. Få dage efter sporkøringen satte det dog ind med et voldsomt tøvejr, som brat stoppede fornøjelserne. Aalborg Kommune overvejer på længere sigt at lave skiltning til skisporene i de tre naturområder.