Kør med katten

Børnene skal opleve den store sang

Film 3. september 2002 08:00

- Det er sjovt at se børnene opleve den store sang. Nogle af dem holdere sig forskrækkede for ørerne, andre står på med det samme og nyder lydchokket, siger Nigel Warrington, leder af Det Nordjyske Operakompagni. Det hedder børneopera, og det er ved at blive et speciale for den nordjyske operascene. "Den forvandlede kat" hedder scenens kommende forestilling, en Offenbach-opera og helt klart en opera for børn, siger Nigel Warrington. - "Den forvandlede kat" handler om Guido. Engang var han rig, men nu er han fattig og sulten. Han har mistet troen på mennesket, og det eneste levende væsen han elsker er den hvide kat Minette. Netop som alt synes fortabt ankommer en mystisk indisk troldmand, som giver Guido et magisk smykke, der kan forvandle én ting til en anden. Guido gnider på smykket, ønsker - og straks bliver hans smukke hvide kat forvandlet til en smuk kvinde. Guidos problemer er borte. Eller måske er de netop begyndt, siger operachefen. Han har selv instrueret forestillingen, der har Peter Frost, Berit Meland og Maria Steiffert som sangere og Adam Ørvad på akkordeon. Scenografien til forestillingen er lavet af tegneren, grafikeren og reklamemanden Leo Griffin, Aalborg. - Jeg kender hans arbejde fra hans reklamevirksomhed, og det er fornemt. Så jeg spurgte hma, om han kunne tænke sig at lave vores scenografi til denne forestilling. Det havde han aldrig prøvet før, så han sagde jatak. Det er blevet en meget grafisk, meget "tegnet" scenografi - og samtidig en yderst håndterlig opstilling, let at bryde ned og let at stille op. Det er ret vigtigt, når man turnerer til alle mulige slags spillesteder med sin opera, om vi gør, siger Nigel Warrington. "Den forvandlede kat" er Det Nordjyske Operakompagnis børneforestilling i sæsonen 2002-03. Efter premieren skal forestillingen på turné indtil 9. november 2002, hvorefter den returnerer til Aalborg i marts-april 2003 med 16 forestillinger på Jako-Bole Teatret. - Vi har første forpremiere på vores egen scene i Vodskov på fredag, lørdag har vi endnu en forpremiere på børnekulturarrangementet i Aalborghallen, "Toppen og Bolden" - og på søndag har vi den egentlige premiere på Rosdahls på Aalborg Havn. Det er vores første helt åbne forestilling, siger Nigel Warrington. Til denne forestilling har operaselskabet fremstillet et fyldigt undervisningsmateriale med tekst og cd-rom. For store elever til at lære noget om Offenbach og opera af - og til de yngre til at lære historien at kende, måske endda komme gennem teksten, inden de skal opleve selve forestillingen. Aalborg Katedralskoles musiklinie har allerede tegnet sig for en forpremiere, eller måske snarere en åben prøve, og modtaget undervisningsmaterialet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...