EMNER

Kør små motorcykler på bilkørekort

Forhandlere kræver dansk lovændring

KØBENHAVN:Bilister i Danmarks nærmeste nabolande må køre på små moderne scootere og lette motorcykler med motorer på maksimum 125 kubikcentimeter, når de alene har kørekort til bil. Det vildeste tohjulede køretøj, danske bilister må sætte sig over skrævs på, er en EU knallert, der maksimalt må køre 45 km/t, eller en almindelig 30 km/t knallert. Det vil Motorcykel Importør Foreningen have lavet om. Foreningens formand, Kai Andersen, mener, at en ændring af de danske regler vil have en række positive effekter. - Der findes modeller på markedet, som kører 40 til 50 km per liter. De små køretøjer fylder ikke meget i trafikken, og de er nemme at parkere, siger Kai Andersen. I Norge, Tyskland, England, Spanien, Frankrig, Østrig og Italien er det ifølge Kai Andersen tilladt at køre tohjulede køretøjer under 125 kubik og med cirka 15 hestekræfter med et kørekort til bil. - Mange bilister har erfaring fra knallert, de kender færdselsreglerne, og vi vil fra motorcykelbranchen medvirke til at lave korte kurser sammen med kørelærerne for de bilister, der eventuelt vil køre på to hjul i stedet for at købe bil nummer to, siger Kai Andersen. I de gamle EU-lande bortset fra Østrig, Belgien, Holland og Danmark, men plus Norge kan unge, der er fyldt 16 år, tage et særligt kørekort, der gælder til 125 kubik-køretøjerne. Nye 125-kubik scootere og minimotorcykler fås fra cirka 20.000 kr. Et kørekort til motorcykel koster mindst 10.000 kr. selv for en rutineret bilist. I modsætning til 45-knallert må de små scootere og lette motorcykler køre på motorvej. 16-årige kan også i de fleste gamle EU-lande køre 45-knallert, og Danmark er det eneste land, der kræver kørekort til bil for at køre 45-knallert. I Italien er grænsen 14 år, og i visse lande er den 15 år. Kai Andersen anser ikke risikoen for flere ulykker med unge mennesker for så stort et problem, at det skal forhindre ændring af reglerne i Danmark. - Vi går ind for, at 16-årige får lov til at køre 45-knallert, og at personer med kørekort til bil får lov til at køre små scootere og lette motorcykler. Det anses jo ikke som farligt i de andre lande, og det vil være bedre, at de 16-årige kører på en lovlig 45 km/t knallert end en ulovlig 30-km knallert og dermed kommer væk fra cykelstien, siger Kai Andersen. /ritzau/