Færdselsforseelser

Kørekortet inddraget

KØBENHAVN: En 26-årig kvinde må lade bilen stå og i stedet gå - indtil hun atter har bestået en køreprøve. Hun blev i Østre Landsret dømt for at have kørt en cyklist ned under et højresving, hvor den unge bilist drejede ind ad en sidevej uden at se sig ordentligt for. Dermed er kvinden en af de snart 1000 danske bilister, der i år har fået et kørselsforbud efter at have overtrådt færdselsloven. Indtil udgangen af oktober havde i alt 985 bilister fået et kørselsforbud, hvor de efter spirituskørsel, fartovertrædelser eller andre færdselsforseelser må undvære kørekortet, indtil de atter en gang kan bestå en køreprøve. Dermed bliver antallet af unge med kørselsforbud højere end i 2003, hvor i alt 823 unge ifølge Rigspolitiets færdselsafdelings tal fik kørselsforbud.I 2002, hvor bestemmelsen om kørselsforbuddene trådte i kraft den 1. marts, blev 370 ramt af forbuddet. Loven indebærer, at nybagte bilister får en to år lang prøvetid, hvor kortet uden videre ryger, hvis de bliver taget i for eksempel at køre alt for stærkt eller i at køre beruset rundt på vejene. Den 26-årige havde haft kørekort i halvandet års tid, da uheldet skete. Kvinden blev dømt for under et højresving at dreje ind foran en cyklist på Frederikssundvej i København, så det endte med et sammenstød mellem de to. Bilisten kørte i en varevogn, der ikke havde bagrude, sideruder eller bakspejl. Så bilisten standsede før fodgængerfeltet i krydset, orienterede sig i sidespejlene og kørte så frem for at dreje til højre - en manøvre, der var skyld i lettere kvæstelser hos offeret. Dermed tilsidesatte bilisten væsentlige hensyn til færdselssikkerheden, finder landsretten, der med dommen inddrog kørekortet. /ritzau/