Kørelærer bliver kørt ned af elev

Han er i livsfare, efter at han trådte ud foran en bil på et køreteknisk anlæg i Hobro.

19. september 2013 21:18 - Opdateret 19. september 2013 21:19

Kørelærer bliver kørt ned af elev

En 56-årig kørelærer er i livsfare, efter at han torsdag eftermiddag blev kørt ned på et køreteknisk anlæg på Gettrupvej i Hobro.

Det var en 18-årig kvindelig køreskoleelev, der ramte kørelæreren.

- Hun er ved at lave nogle undvigemanøvrer rundt om nogle kegler, fortæller vagtchefen ved Nordjyllands Politi, Poul Badsberg.

- På et tidspunkt vil kørelæreren tilsyneladende flytte en kegle og træder ud lige foran bilen, der kommer kørende med 50-60 km/t, fortsætter han.

Ved påkørslen bliver den 56-årige kastet op over bilen og lander på asfalten.

- Han ser åbenbart ikke bilen komme for han træder simpelthen ud lige foran den, og eleven havde ingen mulighed for at undgå påkørslen, siger Poul Badsberg.

Den 56-årige er bragt til Aalborg Universitetshospital med flere alvorlige kvæstelser i hovedet.

Både Arbejdstilsynet og politiets bilinspektør har været på det køretekniske anlæg for at undersøge ulykkesstedet og bilen.

- Ulykken sker på et lukket anlæg, så der er tale om en arbejdsulykke, forklarer vagtchefen.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...