Kørelærer morgen, middag og aften

Jesper Bjerg fik gang i Tilsted Køreskole for et halvt års tid siden

Jesper Bjerg har Tilsted Køreskole, Åbrinken 30, i Tilsted. Ved siden af sin køreskole, er han fuldtidsansat på EUC Nordvest på transportafdelingen på Bjørnevej. Foto: Peter Mørk

Jesper Bjerg har Tilsted Køreskole, Åbrinken 30, i Tilsted. Ved siden af sin køreskole, er han fuldtidsansat på EUC Nordvest på transportafdelingen på Bjørnevej. Foto: Peter Mørk

36-årige Jesper Bjerg blev uddannet til kørelærer for 10 år siden, og dannede derefter kompagniskab med sin far Andreas Bjerg i Bjergs Køreskole. Andreas Bjerg besluttede imidlertid ved årsskiftet 2009/2010 at lukke køreskolen, og Jesper Bjerg bestemte sig for at læse videre til storvognskørerlærer, som er køretøjer tungere end 3500 kilo. - Det drejer sig om lastbiler med og uden anhænger samt busser, fortæller Jesper Bjerg. Det tog ham seks måneder at tage denne uddannelse, og det seneste par år har Jesper Bjerg desuden været ansat på EUC Nordvest og dens afdeling på Bjørnevej, hvor transportskolen har adresse. - På transportskolen fungerer jeg som faglærer på fuldtid, fortæller han, og derfor har han aldrig mere end seks elever ad gangen som kørelærer i Tilsted Køreskole. Den teoretiske del af undervisningen foregår på køreskolens adresse Åbrinken 30 i Tilsted, hvor teorilokalet ligger i villaens underetage. Selv betegner Jesper Bjerg Tilsted Køreskole som en hyggebeskæftigelse, så han ikke helt mister taget med at undervise unge mennesker i at køre korrekt og hensynsfuldt i trafikken. - Jeg er nemlig ansat fuldtid på Bjørnevej, og derfor underviser jeg kun efter skoletid, og det passer fint til mine elever, fortæller han, der kører og underviser i en hurtig VW Scirocco.