Kørelærere giver politiet skylden for lang ventetid

Kørelærere i Nordjylland har mistet tålmodigheden, fordi deres elever ikke kan komme til praktisk prøve til tiden

Kørelærer Jens Porsborg fra Sæby er utilfreds med den lange ventetid, der er fra bestået teoriprøve til køreprøve. Foto: Bent Jakobsen

Kørelærer Jens Porsborg fra Sæby er utilfreds med den lange ventetid, der er fra bestået teoriprøve til køreprøve. Foto: Bent Jakobsen

- Eleverne kan ikke forstå det, og det kan jeg heller ikke. Sådan siger kørelærer Jens Porsborg fra Sæby, som undrer sig over, at det ikke er muligt for hans elever at komme til køreprøve umiddelbart efter, de har bestået deres teoriprøve. Ifølge Rigspolitiets retningslinier skal der maksimalt gå 14 dage mellem prøverne, men det kan man ikke leve op til lige nu i den nordjyske politikreds. Den 22. november loggede Jens Porsborg sig på bookingsystemet for at bestille køreprøver til sine elever, men der var ingen tider at få frem til jul. I sidste uge kom der en ny liste med prøvetider, men her var den tidligste tid at få 8. januar. - Efter teoriprøven har eleverne to obligatoriske køretimer, men det er faktisk for lidt, hvis de skal fordeles på de fem-seks ugers ventetid, der er. Det kan betyde, at elever, der ikke har behov for mere end de to køretimer, kan blive nødt til at købe flere for at holde erfaringen ved lige inden køreprøven, siger Jens Porsborg. Ifølge kørelæreren fra Sæby var der i den gamle Frederikshavn Politikreds aldrig problemer med at bestille køreprøver. Problemerne er opstået efter Nordjyllands Politi fra hovedsædet i Aalborg skal styre afviklingen af køreprøver i hele Nordjylland. Hos Aalborg-Nørresundby Kørelærerforening har medlemmerne samme opfattelse. - Det har været et stort problem i Nordjylland siden januar, og vi har været meget tålmodige i forhold til, at politiet skulle finde sig til rette efter indførelsen af den nye politireform. Men nu er tålmodigheden sluppet op, siger formand Jens Madsen. Kontakt til ministeriet Aalborg-Nørresundby Kørelærerforening havde i oktober et møde med ledelsen i Nordjyllands Politi om netop de lange ventetider til køreprøver. Her talte man blandt andet også om, hvor irriterende det var for kørelærerne ikke at kunne søge på ledige datoer, men bare få meldingen "prøver udsolgt". - Politiet lovede, at de nok skulle gøre noget ved problemet, men de er løbet fra deres løfte, for der er slet ikke sket noget, siger Jens Madsen. Det har fået Aalborg-Nørresundby Kørelærerforening til at rette henvendelse til Dansk Kørelærer Union, som kørelærerne mener bør kontakte Justitsministeriet. - For nu går det altså ikke længere, siger Jens Madsen. pia.haugaard@nordjyske.dk