Retspleje

Køreplan for Brixtofte-sagen klar om et par uger

København, tirsdag /ritzau/ I løbet af et par uger vil tidsplanen for retssagen imod Peter Brixtofte og Leif Frimand være på plads, når kriminaldommeren i Hillerød, Peter Garde, sætter sig sammen med advokaterne for de to tiltalte og berammer sagen. Parterne mødes den 13. august for at fastsætte forløbet af retssagen, der med stor sandsynlighed kommer til at strække sig over flere end 60 retsdage, og Peter Garde ser meget gerne, at sagen kommer i gang i år eller senest til januar. - Anklageren har offentligt sagt, at 60 dage er sandsynligt, men jeg er nu lidt pessimistisk og har en fornemmelse af, at det kan blive svært at nøjes med det, siger Peter Garde. Berammelsesmødet et lukket, men det bliver med Peter Gardes ord det eneste lukkede møde i den sag. Peter Brixtoftes ene advokat, Rene Offersen, kan ikke sige, hvor lang tid, forsvaret forventer, der skal bruges. - Vi har ikke set hverken bevis- eller vidnefortegnelse fra statsadvokaten endnu, så vi ved ikke, hvad deres bevismateriale består af. Vi kender anklagepunkterne, men det er svært for os at sige, hvor lang tid det kommer til at tage, når vi ikke har set, hvad anklageren har, siger Rene Offersen. Retssagen skal dog ikke komme til at vente på, at Peter Brixtoftes advokater er klar. Som Rene Offersen siger, er de klar til at gå i gang. Peter Brixtoftes anden advokat er Merethe Stagetorn, mens den anden anklagede i sagen, Farum Kommunes tidligere ordførende direktør Leif Frimand, har Bent Unmack Larsen og Jan Erik Kornerup, der desuden har travlt som forsvarer i Tvind-sagen. Det er ikke alene den forestående kriminalsag, der presser Peter Brixtofte. Byrådet i Farum vedtog mandag aften enstemmigt at gå i gang med at kræve nogle af de penge, som Brixtofte i sin tid som borgmester spenderede på ikke-kommunale formål. Brixtofte fastholder dog selv, at kommunen ikke får "en krone", som han udtrykker det. En uvildig advokatundersøgelse, som har set på repræsentationskontoen for 1998, vurderer, at kommunen kan sende en regning på godt 96.000 kroner til den tidligere borgmester. Beløbet forventes at vokse betragteligt, når de følgende år til og med 2001 er blevet set efter af de uvildige undersøgere. Også tre daværende embedsmænd, herunder Leif Frimand, vil blive stillet over for krav om at betale sammenlagt 104.000 kroner tilbage til kommunekassen alene for 1998. /ritzau/