Kørselsafgift blev vendt og drejet

Venstre erkender, at Lars Løkke opfandt kørselsafgiften

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

VRÅ:Der var onsdag igen røre i syltetøjskrukken i Vrå, hvor den lokale formand for Dansk Industri og indehaver af marmeladefabrikken Fynbo Food, Richard Fynbo, har succes med protestarrangementer mod nye afgifter, skriver NORDJYSKE Stiftstidende.

Først var det sukkerafgiften, der blev taget af bordet. Nu gælder det den omstridte lastbilafgift på halvanden krone pr. kilometer, der skal skåne miljøet og skaffe tre milliarder i statskassen.

- Det handler udelukkende om penge i kassen, men det vil totalt udhule vores muligheder for at drive virksomhed i Vendsyssel, så det kan blive rigtig dyrt for samfundet, fastslog Richard Fynbo.

Ja, afgiften vil ramme yderområder med store afstande, der, hvor det gør allermest ondt - på konkurrenceevne og arbejdspladser, lød det fra flere virksomheder i landsdelen.

To fremmødte folketingspolitikere lyttede og nikkede til argumenterne.

Andre tider

Det var endda en erkendelse fra Venstres Kristian Pihl:

- Jeg tilstår blankt, at vi har foretaget en kovending, da det var Lars Løkke Rasmussen, der i 2007 lancerede ideen om en lastbilafgift. Men tiderne er skiftet, og nu skal vi kæmpe fra hus til hus for at skaffe nye arbejdspladser. Afgiften vil ramme ekstra hårdt i Vendsyssel, lød det fra Venstre-manden.

Rasmus Prehn (S) er tilhænger af en form for kørselsafgift, men han forstår godt protesterne.

- Det er klart, at der må ske en tilpasning, så afgiften ikke rammer så hårdt i yderområder, siger Rasmus Prehn.

Kun på motorveje

Skatteminister Holger K. Nielsen har da også meldt ud, at der skal tages hensyn til yderområderne, ved f.eks. kun at opkræve afgiften på motorveje.

- Det er en skam, at Holger K ikke kunne komme, så han kan se, at vi har fået motorveje i Vendsyssel, lød det fra Richard Fynbo.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Afsløring: Ansatte risikerede at styrte i døden på kriseramt nordjysk teater
Luk