Kørt fast på vej mod job

41-årige kvinder føler sig kørt ned efter næsten to års venten

Jane Bünemann
Ven­stre skul­der fun­ge­rer sta­dig dår­ligt for Hel­le Chri­sti­an­sen. Kun med be­svær kan hun støv­su­ge.
Arbejdsmarked 1. juni 2007 06:00

LENDUM: 15. august 2005 kom 41-årige Helle Christiansen til skade på sin arbejdsplads i Hjørring. Arbejdsulykken gik ud over venstre skulder, og i dag næsten to år efter er kvinden fortsat på sygedagpenge og står uafklaret med hensyn til fremtiden. Det er især usikkerheden, der er ved at slå hende ud af kurs. - Jeg synes simpelthen, at jeg er kørt fast, siger Helle Christiansen. På ni tætskrevne sider har kvinden omhyggeligt skrevet hele sit forløb op. Hvert eneste lægebesøg, hospitalsbesøg, besøg hos speciallæger og samtaler med sagsbehandlere og jobkonsulenter er noteret ned. Skulderen blev opereret syv en halv måned efter ulykken, og skulderlidelsen er anerkendt af Arbejdsskadestyrelsen med en mén-grad på fem procent. - Jeg har nu anket den afgørelse, fordi en advokat sagde til mig, at erstatningen kunne blive højere, forklarer Helle Christiansen. - Jeg vil allerhelst tilbage i et fleksjob hos min gamle arbejdsgiver, som har sagt, at han gerne vil have mig. To forskellige speciallæger har sagt, at jeg nok kun kan holde til at arbejde to-tre timer. En af mine sagsbehandlere sagde, at hvis jeg prøvede at arbejde der, og jeg ikke kunne klare det, så var der kun kontanthjælp tilbage. For Helle Christiansen ville kontanthjælp være lig med ingenting, for hendes ægtefælle har job som maskinarbejder. - Jeg sagde nej til at begynde hos min gamle arbejdsgiver igen, da jeg fik dén besked. Efter et års sygdom kom Helle Christiansen i arbejdsprøvning i Frederikshavn, men måtte stoppe, da hun fik en tennisalbue i den dårlige arm. Det seneste i sagen er, at kommunens lægekonsulent har oplyst overfor Helle Christiansen, at hun skal igennem et revalideringsforløb for at afprøve, hvad armen kan holde til, og om hun skal omskoles. Hun skal til møde på Hjørring Kommune herom 11. juni.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...