Kørte gennem Jylland i stjålne biler
To mænd stjal biler og kørte påvirkede fra Sønderjylland til Nordjylland
Opdateret kl. 15:55
NORDJYLLAND: To mænd blev ved 9-tiden onsdag standset af en patruljevogn nord for Hadsund i en Nissan Qashqai, som var meldt stjålet.
- De blev taget med på stationen, hvor de ikke ville sige så meget, men vi fik ud af dem, at de også havde stjålet en hvid Audi 100, siger Preben Møller, politikommissær ved Nordjyllands Politi.
Den hvide Audi 100 havde de stjålet ved Børkop syd for Vejle. De kørte på motorvej E45, indtil den løb tør for benzin. Herefter stjal de to mænd et nyt transportmiddel: Nissanen, som de blev stoppet i ved Hadsund. Men hvor Audien var blevet af, kunne de ikke umiddelbart redegøre for.
Bil efterlyst i et minut
- De to mænd var påvirkede af noget medicin eller narko, og kunne ikke huske, hvor Audien var parkeret, forklarer Preben Møller.
Derfor valgte Nordjyllands Politi at efterlyse den hvide Audi 100 på Twitter, men allerede et minut efter eftersøgningen gik i gang, havde en patrulje fundet bilen ved Nørager.
- Hvorfor de har stjålet biler for at køre til Aalborg, ved vi ikke. Vi skal derfor finde ud af, om de har flere ting på samvittigheden, men de er ikke så meddelsomme, siger Preben Møller.
De to mænd er henholdsvis 29 og 33 år - den ene fra Sønderjylland og den anden fra Nordjylland.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.