Kok er tæt på drømmejob hos det norske kongehus
Flemming Vinther Hundsdahl var i sidste uge til samtale på kongeslottet i Oslo

Galleri - Tryk og se alle billederne.
FREDERIKSHAVN:Det er lidt af et eventyr, som kokken Flemming Vinther Hundsdahl fra Frederikshavn har været igennem på det seneste.
Han er nemlig særdeles tæt på at lande en stilling som køkkenchef i det norske kongehus. Det førte i sidste uge til, at han var til samtale på ”Det Kongelige Slott” i Oslo.
- Jeg har en rigtig, rigtig god fornemmelse. Og jeg har da også fået at vide, at jeg har gjort et godt indtryk, fortæller han begejstret om oplevelsen.
I Frederikshavn er Flemming Vinther Hundsdahl nok mest kendt for - sammen med sin tvillingebror Allan Vinther Jensen - at have drevet restaurant Vægteren (der i øvrigt lukkede for nylig).
For halvandet år siden forlod han dog Vægteren, og siden har han blandt andet arbejdet på Ruths Hotel i Skagen.
Kongehus søgte køkkenchef
Via forskellige kontakter blev Flemming Vinther Hundsdahl klar over, at det norske kongehus ledte efter en køkkenchef. Og den stilling valgte han at byde ind på.
- 21. december fik jeg så en mail med besked om, at jeg skulle ringe til én, der hed Anna, fortæller han.
Anna - som hed Larsen til efternavn - skulle vise sig at være assisterende chef for det kongelige hushold i Norge. Og hun ville gerne have en samtale med Flemming i starten af januar. Så sådan blev det.
- Jeg var da lidt oppe at ringe, da jeg så mailen, for jeg troede ikke rigtigt på det, da jeg søgte stillingen, afslører han.
Det viste sig, at 26 personer havde søgt stillingen - og Flemming Vinther Hundsdahl var blandt de tre, der var blevet udvalgt og kaldt til samtale.
En speciel oplevelse
Selve samtalen fandt sted i onsdags på ”Det Kongelige Slott”.
- Det var da noget specielt, og jeg havde i hvert fald sommerfugle i maven, da jeg steg ud af bilen foran kongehuset i Oslo, forklarer Flemming Vinther Hundsdahl.
Han gik dog op til en bevæbnet vagt og bad om at få lov til at komme ind.
- Og så sad jeg ellers bare og ventede i en reception, mens kæben hang helt nede ved gulvet, fortæller han med et smil.
Kort efter blev Flemming Vinther Hundsdahl hentet - og ført forbi ”ufatteligt mange kobbergryder” i det kongelige køkken.
- Det var nærmest ligesom at se en Olsenbanden-film. Det var eddermame et stort køkken, beretter Flemming Vinther Hundsdahl.
Efterfølgende gennemgik han en samtale på en time og 20 minutter, hvor han blandt andet fortalte om konceptet ”Kærlighed og Kogekunst”, som han udviklede sammen med sin tvillingebror på Vægteren i Frederikshavn.
Og samtalen gik tilsyneladende godt. Reaktionen fra Anna Larsen var i hvert fald positiv.
- Da jeg gik så klappede hun mig på skulderen og sagde ”Vi ses”.
Efterfølgende er Flemming Vinther Hundsdahl ydermere blevet bedt om at opgive referencer i form af Michel Michaud fra Ruths Hotel og Thomas Patsfall fra Munkebo Kro.
Flemming Vinther Hundsdahl forventer at få et svar fra det norske kongehus i løbet af denne uge.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.