EMNER

Kokken vender hjem til Løgstør

29-årige Peter Bertelsen slår dørene op til ”Kulgaarden”

Peter Bertelsen i restauranten, hvor der i dag er reception. foto: Grete dahl

Peter Bertelsen i restauranten, hvor der i dag er reception. foto: Grete dahl

LØGSTØR:- Jo, det er fedt at være hjemme. Det er en drøm der er gået i opfyldelse. Sagt af den 29-årig kok Peter Bertelsen, der er født og opvokset i Løgstør. Han er vendt hjem til byen for at åbne café og restaurant i den nyopførte Kulgård på havnen i Løgstør, der bliver officielt indviet på lørdag. Peter Bertelsen tyvstarter imidlertid og har inviteret til reception i restauranten i dag. Sammen med familie, venner og det nyansatte hold har han gennem flere uger arbejdet på højtryk for at være klar til at slå dørene op til ”Kulgaarden”, som navnet bliver på restauranten. Peter Bertelsen er sammen med kæresten Trine flyttet hjem til Løgstør, hvor parret har købt bedsteforældrenes hus. De har gennem flere år slået deres folder på Fanø, hvor Peter Bertelsen siden 2001 har været køkkenchef og daglig leder. Men det job blev kvittet til fordel for et liv som restauratør i barndomsbyen, hvor han i sin tid er udlært. Han blev i 1996 uddannet kok på Løgstør Parkhotel og arbejdede herefter som kok og køkkenchef i Aalborg i flere omgange og var også ude at sejle som kok, inden han kom til Hvalpsund Færgekro og siden til kroen på Fanø, hvor han fortsat har en andel i et cateringfirma. Det har han planer om at fortsætte med, selvom teltpælene er rykket op i sydvestjylland og banket i jorden i Løgstør. - Jeg synes, det er dejligt at have prøvet så mange ting. Det har givet mig en god ballast, så jeg kan vende tilbage til Løgstør og starte selv. Og det skal ikke være nogen hemmelighed, at det hele tiden har været et ønske at vende hjem, siger Peter Bertelsen, der skal være far for første gang omkring Skt. Hans. Netop udsigt til at blive far til en lille dreng (hvis ellers scanningerne taler sandt) gør, at han har valgt at ansætte en kok. Samtidig er der ansat fem øvrige i restauranten. - Selvom jeg nu bliver selvstændig, så skal det ikke være på bekostning af familielivet, fastslår Peter Bertelsen, der satser på ”brasserie-stilen”. - Gode, enkle råvarer. Blandt andet fisk og muslinger, siger han. Restauranten vil være åben hver dag fra foråret til efteråret. I vinterhalvåret satser Peter Bertelsen i meget stor udstrækning på mad ud af huset. Her vil restauranten være åben fredag, lørdag og søndag.