Teater

Koks er altså meningen

Skørping Morskabsteater undskylder på forhånd på Det Piperske Teaterselskabs vegne

SKØRPING:Pling, plang, pling, plung, lyder det, mens skuespilleren på scenen får skingret sig igennem sin sang. Det hele er så pivefalsk, at det griber en om hjertet, og ud plumper de store befriende grin på de billige rækker. - Er dét sjovt, er det virkelig det, vil kapelmester Hans Hjort meget gerne vide. For det er noget af en kunst at ramme så forkert på den helt rigtige måde. - Og hvordan kommer vi ud af det igen, må han lige konferere med trompetist Kjeld Sørensen og trommeslager Jesper Kyhn om. Vi er med til en prøve på Skørping Morskabsteaters nye forestilling, som får premiere onsdag 23. april i KulturStationen. Eller er vi? For man kan hurtigt lade sig forvirre. Inde i forestillingen gemmer sig endnu en forestilling, hvor det er Det Piperske Teaterselskab, som bøvler en hel del med at få afviklet det historiske og romantiske udstyrsstykke "Svend, Knud og Valdemar". Ud over de hjerteskærende disharmonier kan vi nævne, at suffløren, frk. Margrethe Sørensen, ikke altid kan trænge igennem med sine stikord, som bliver misforstået på det besynderligste. Og af og til er det lige omvendt: Hun læser forkert, med vilje eller ej, og skuespilleren må redde replikken på stregen. Som når frøkenen med et listigt smil vil bringe fru Adelaide Piper på glatis og sufflerer: - Jeg hører skidt! For det er jo altså "skridt", hun hører. "Nordens broderriger" bliver til "Nordens broderier", og den slags er der meget af. Foruden ups og hovsa. - Måske vil publikum sige, ej, hvor spiller de altså dårligt! Men det er altså meningen, at der ikke er styr på det, understreger Helle Gudum, som står for instruktionen sammen med Lotte Hinnerfeldt. Helle Gudum tør selvfølgelig ikke udelukke, at der opstår lidt ekstra koks, som ikke står i manuskriptet. Men det vil i så fald nok ikke falde igennem, det er helt i stykkets ånd. Stykket opføres både onsdag, torsdag og fredag aften efter påske, og denne gang forsøger morskabsteatret sig med noget nyt: Et caféteater med opstilling af borde og stole i salen. Dermed kan man få lov at hygge sig med et glas vin eller noget, mens man morer sig over løjerne på scenen. De medvirkende er Lisbeth Zidore Madsen, Ellen Schmidt, Søren Westergaard, Jette Gahms, Niels Jørn Grønhøj, Hanne Jørgensen og Torben Jakobsen. Nogle vil erindre, at "Svend, Knud og Valdemar" også var den allerførste forestilling, som Skørping Morskabsteater lagde ud med tilbage i 1985. Og det er ganske smart, for der var faktisk nogle af de gamle kulisser, der kunne genbruges nu. De blev støvet frem fra depotet i KulturStationens baghus og frisket op, men desuden har teatertømrer Knud Kousholt også været flittig denne gang og har blandt andet fremstillet en kunstfærdig harpe til fru Piper. Betty Rønde og Birthe Eck har sørget for passende kostumer.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst