Koks i computeren

Computersystem og søvnig dommer kostede Pandrup-bokser titlen

ÅRHUS: - Jamen, det er jo fuldstændigt grotesk, at sådan noget kan ske! Mogens Brix fra Pandrup BK var godt oppe at køre på sidstedagen af de jyske mesterskaber i boksning, da han måtte se den nordjyske klub miste en ellers nærmest sikker titel til Kim Jacobsen i letvægt. Kim Jacobsen var forhåndsfavorit i vægtklassen, men blev i semifinalen besejret. Ifølge Mogens Brix ikke af modstanderen Morteza Mohammed fra Århus ABK, men af det moderne computersystem, som er obligatorisk ved et dansk eller jysk mesterskab. - Systemet kræver, at mindst tre af de fem dommere trykker indenfor ét sekund, hvis en træffer skal tælle med. Så sidder der én dommer og snorkhammersover. Han trykker i øst og vest og følger slet ikke med, raser Mogens Brix. - Derfor ender det med, at computeren udråber Morteza Mohammed som vinder, selv om de fire af dommerne har Kim som vinder med sikre cifre som 25-19 og 26-20. Den sidste dommer har bare Mohammed til at vinde med 13-7, så det er da tydeligt, at han slet ikke har fulgt med i kampen. Afgørelsen fik prompte Pandrup-lejren til at protestere vildt og inderligt overfor både dommerkvintetten og juryen, der skulle overvåge mesterskabet. - Juryen siger så, at de ikke kan lave en kendelse om. Det krævede vi jo heller ikke. Vi ville bare have dem til at give Kim den sejr, fire af dommerne jo allerede havde givet ham, sukker Mogens Brix frustreret. Pandrup BK kom dog ingen vegne med protesterne. Morteza Mohammed kom videre til finalen, hvor han mødte den senere mester Claus Jørgensen fra Århus AK. - Ja, det var jo næsten lige så grotesk, for faktisk vinder Morteza den kamp i mine øjne, men her ville dommerne så ikke forære ham noget og bortdømte ham i stedet, kommer det hovedrystende fra Mogens Brix. - Det er simpelthen en skandale, at de unge mennesker skal knokle sådan for at nå så langt, og så få stjålet deres chancer på den måde. Med Kim Jacobsens "nederlag" blev det et mesterskab uden Pandrup-mestre, men til gengæld også et overraskende godt mesterskab set udfra et mere neutralt synspunkt. - Jeg havde frygtet, at det ville blive en tynd kop te med de mange boksere, der er gået over og blevet professionelle. Faktisk var der rigtig mange gode kampe, kommer den positive melding fra Mogens Brix.toto