Koks med kilerem satte pilot på prøve

Privatfly måtte nødlande, da strømmen svigtede

Ole Sanvig Knudsen
Det var et fly af denne type, en Piper PA-32R, der kom i bekneb, da batteriet ikke blev ladet op under flyvningen. Foto: Ronnie Robertson
24. september 2018 21:07

AARS: En privatpilot blev 10. juli i år alvorligt udfordret på sine evner til at håndtere en nødsituation, da dennes fly kom i uføre i luftrummet et sted mellem Hobro og Randers klokken 18.47 i 5000 fods højde.

Efter at have lettet fra Vesthimmerlands Flyveplads ved Aars omkring 20 minutter tidligere, mistede flyet al strøm og inden for et minut svigtede motorinstrumenterne, radioerne og flyets transponder (som er den sender, der fortæller flyvelederne, hvor flyet er).

De eneste instrumenter, der virkede, var nødinstrumenterne, der skal fungere uden strøm, og en batteridrevet GPS.

Landede sikkert på jorden igen

Det lykkedes dog for piloten at lande flyet sikkert, men først efter at have været en tur omkring landingsstellet. Flyet blev nemlig dirigeret til Aarhus Lufthavn, fordi der dér er et brand- og redningsberedskab til stede permanent, og flyvelederne i kontroltårnet i Aarhus kunne fortælle piloten, at landingsstellet ikke var blevet foldet ud - så det måtte piloten gøre manuelt.

Da det så var gjort, kom flyet efterfølgende sikkert ned på landjorden igen, og kunne uden problemer trille tilbage til standpladserne.

Havarikommissionen for Luftfart har siden undersøgt sagen, og konklusionen var, at miseren skyldtes den kilerem, der skulle drive flyets generator, var vendt forkert. Den tog derfor ikke ordentligt fat, og batteriet var løbende blevet afladet - og til sidst var der så lidt spænding på batteriet, at instrumenterne og alt andet, der skulle drives af strøm fra generatoren om bord på flyet, svigtede.

Flyet var en seks-personers Piper PA-32R.

Foto: Ronnie Robertson

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...