Kold morgen går ud over bilerne

Mange biler har mandag morgen haft brug for starthjælp på den koldeste februar-morgen i 12 år.

Arkivfoto

Arkivfoto

Falck og Dansk Autohjælp i Nordjylland har mandag morgen haft forrygende travlt. I Aalborg blev temperaturen målt til minus 16.5 grader, og det er dermed den laveste temperatur, der er målt på en februar-morgen i hele landet i 12 år. Det har fået bilerne til at sætte ud i stor stil. - Siden kl. seks mandag morgen har vi været ude at give starthjælp til 210 biler. Og det er på grund af kulden, at vi har været ude ved så mange biler, siger vagtmester ved Falck, Lone Thomsen mandag formiddag. Hun fortæller, at det er en af de morgener i år, hvor Falck har været ude at give starthjælp til flest bilejere. På en normal morgen giver de starthjælp til 15-20 bilister. Hos Dansk Autohjælp har de også haft travlt. - Siden midnat har vi givet starthjælp til 77 bilister, fortæller vagtcentralchef hos Dansk Autohjælp Ellen Trolle mandag formiddag.