Kold skulder til storaktionær i lokalbank

Bestyrelsen i Danske Andelskassers Bank afviser fredsføler fra storaktionæren Henrik Lind

Arkivfoto

Arkivfoto

HAMMERSHØJ:Konfliktniveauet forbliver uændret højt frem til mandagens ekstraordinære generalforsamling i Danske Andelskassers Bank (DAB). Her vil storaktionæren Henrik Lind, der ejer 20 procent af aktierne i DAB, have udskiftet den siddende bestyrelse.

Forleden sendte Henrik Lind en fredsføler i retning af bestyrelsesformanden i DAB, Jakob Fastrup. Her foreslog den aarhusianske storinvestor et kompromis, hvor den siddende bestyrelse og Henrik Lind gik sammen og pegede på fælles kandidater til valget til DAB’s bestyrelse.

- Onsdag vendte formanden tilbage og meddelte, at man ikke var interesseret i vores kompromisforslag. Vi må konstatere, at det har været vigtigere for formanden og den siddende bestyrelse at fastholde deres nuværende position end at varetage bankens langsigtede interesser, siger Kasper Herrestrup, der er investeringschef i Lind Invest, Henrik Linds investeringsselskab.

Formand: Kommer for sent

Fredsføleren kommer for sent til, at den kan ændre på det kommende bestyrelsesvalg, konstaterer bestyrelsesformand Jakob Fastrup.

- Der er kommet skiftende meldinger fra Henrik Lind. Først vil han have væltet hele bestyrelsen, og nu vil han så i elvte time have, at vi sætter os ned og finder fælles fodslag, men tilbuddet kommer for sent, siger han.

Jakob Fastrup henviser til, at mange aktionærer i DAB forud for den ekstraordinære generalforsamling har afleveret fuldmagter til bestyrelsen.

- Og det har de jo gjort på grundlag af de forslag til bestyrelsesvalg, der var fremlagt dengang, og det kan vi jo ikke tillade os at lave om på, mener han.

Bekymret for fremtiden

Kasper Herrestrup er bekymret for DAB’s fremtid, hvis Lind Invest bliver majoriseret på den kommende generalforsamling.

- Langt de fleste i Lind Invest-aktionærgruppen spillede en central rolle i redningen af DAB i forbindelse med kapitaludvidelsen i 2015, hvor banken blev tilført mere end 400 millioner kroner. Ingen af andelskasse-fondene (der har den dominerende ejerandel i DAB, red.) kunne bakke finansielt op om banken, da der var brug for det, og det kan de heller ikke, når der bliver et fornyet behov for kapitaltilførsel til DAB igen, mener han.

Jakob Fastrup er enig i, at den uro, der er skabt om DAB, er meget uheldig.

- Vores kunder spøger ængsteligt til bankens fremtid. Men de 75 procent af kapitalen i DAB, som Henrik Lind ikke repræsenterer, kan jo med god grund føle, at det er Henrik Lind, der skaber uro om banken, siger han.

Når krudtrøgen har lagt sig, vil Jakob Fastrup gerne mødes med Lind Invest og diskutere bankens fremtid.

- Det er jo på længere sigt ikke sundt at drive et børsnoteret selskab, hvor en storaktionær er utilfreds med kursen, siger han.

Bestyrelse har 36 procent

Forud for den kommende generalforsamling har den siddende bestyrelse i DAB meldt ud, at den råder over omkring 36 procent af samtlige aktionærers stemmer.

Lind Invest råder sammen med en anden kritisk storaktionær, Farringdon Netherlands B.V., over omkring 25 procent af stemmerne. Lind Invest har opstillet tre kandidater til bestyrelsen i DAB.

500 aktionærer i DAB forventes at møde frem til mandagens generalforsamling.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.