Kolde gys, men lidt for let

Sonja Richter spiller titelrollen i “Cecilie” om kvinder, der hører og ser ting, ingen andre oplever. STILL
Film 1. juni 2007 06:00

FILM ”Cecilie” # # # # ¤ ¤ Det er så vigtigt med sådan en gyser, at man ikke for let kan gætte slutningen. Det gik lidt for let her, det giver sig selv ganske kort inde i filmen. En tanke: Det er nok denne person - men så alligevel, det er næsten for nemt, så det er det nok ikke. Men se om ikke det er! Træls. Det er noget med casting og sminkning. Sminkningen er i det hele taget et problem i filmen. Anders W. Bertelsen er ikke en sorthåret type. Men han er grundigt indfarvet i rollen som psykiateren. Og den er også gal med andre, hvor det hverken virker naturligt eller tjener et dramatisk formål. Men det er til gengæld også en gyser, der tidligt får så godt fat, at man snart glemmer de små gebrækkeligheder. Instruktøren, Hans Fabian Wullenweber, kan godt finde ud af at skrue en stemning sammen, der får én til at aktivere skrækberedskabet nede i mørket. Det er klassiske effekter, men dygtigt drejet, hist og her fornyet - så man langt fra føler sig tryg. Sonja Richter er Cecilie, en ung lærer, der har været væk fra jobbet et par år - men nu skal hun i gang igen efter sammen med sin mand at være flyttet ind i et ønskehus i et fredeligt kvarter i en lidt mindre by. Som den øvede læser hurtigt kan gætte, er der alt andet end fredeligt og alt andet end ønskværdigt at være, både i huset og på skolen. Der er hemmeligheder, tunge erindringer fra fortiden, grusomme hændelser i nabolaget. Det slipper filmen godt fra at bygge op til - teknikken er den hæderlige: Publikum ved ikke mere end hovedpersonerne - vi får informationerne samtidig, så vi ved lige så lidt som dem, hvad vi skal vente eller frygte. Vores eneste forspring er, at vi ved, at det her er en gyser. Det aner staklerne deroppe jo intet om. Endda af den overnaturlige slags. Der sker ting, som ikke har en naturlig forklaring, selv om personerne omkring Cecilie hele tiden søger sådan en. Hun må være syg, hun må hallucinere, hun må have en viden et sted fra, det må kunne løses med medicin og terapi. Hun må have fantaseret sig til den voldtægt, hun siger, hun har været udsat for. Og hvis hun kunne det, hvad kan man så regne med af alle de ting, hun nu siger, at hun oplever. Lidt for tidligt på spændingskurven møder hun så psykiateren Per, Anders W. Bertelsen, som heldigvis kan se lidt længere end til lærebogens og lægestandens konventioner. Han tror på det naturlige - men han erkender også, at det kan have videre grænser, end vi almindeligvis tror på. Cecilie ser og hører ting. Skræmmende ting. Ting, ingen andre ser og hører - og det bliver det jo ikke mindre skræmmende af. Hendes mand er kærlig og omsorgsfuld, men vi mærker også en vis metaltræthed - han har været gennem så meget sammen med hende allerede, og nu kører rouletten igen - og hun bliver stadig ved med at hævde, at det ikke er hende, der er noget galt med. Det sker virkelig. For eksempel banker det hårdt på døren om natten, men kun hun hører det - og selv om hun har set nogen på trappen derude, ligger nysneen ren og hvid og uberørt på både trappen og i indkørselen. Kulde, is og sne og vinterlige vinde spiller en vigtig rolle i mysteriet, der langsomt folder sig ud for os omkring en ung pige, der bliver ved med at dukke op. Det giver nogle flotte billeder - for eksempel en rigtig stærk sekvens, jeg ikke husker at have set en parallel til nogensinde, hvor en frysende hvid nøgen kvinde kæmper desperat for at komme op gennem isen. Det er tænkt visuelt flot og gennemført med stor teknisk dygtighed. Det gælder i øvrigt det meste af filmen - selv sneen er næsten acceptabel dér, hvor den ikke er ægte. Spillet er lavtonet - undtagen for Sonja Richters vedkommende - hun får lov at spille igennem, også næsten for meget. I forvejen er hun lyssat, klædt og sminket og friseret så rigeligt ud i sindssygens grænseland. De andre, hendes omgivelser, opleves næsten monotone i deres udtryk som en dramatisk kontrast til hovedpersonens skingre sindstilstand. Det fungerer faktisk rigtig godt, næsten som om vi selv er i hendes sko. Men selve historien er til gengæld så 100 procent skabt i gysertraditionen, som vi kender den, og i det formsprog bliver det altså lidt for let at forudse både gådernes løsning og skurkens identitet. Synd - men bange bliver man heldigvis alligevel. Lars Borberg lars.borberg@nordjyske.dk @Brød.9.note:{ ”Cecilie” Danmark 2007. Instruktør Hans Fabian Wullenweber. Manus: Rasmus Heisterberg og Nikolaj Arcel. Medvirkende: Sonja Richter, Anders W. Berthelsen, Claus Riis Østergaard, Lars Mikkelsen, Kurt Ravn, Morten Suurballe, Peder Holm Johansen, Julie Grundtvig Vester og Andreas Jessen. Filmfotograf: Jacob Kusk. En time, 32 min. Till. o. 15 år.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...