EMNER

Kolde og varme hænder midt i en fusionstid

Venstre: - Flertalsgruppen har berøringsangst Socialdemokraterne: - Venstres sparekrav er uansvarlige

NY FREDERIKSHAVN: Det er en kold tid, som vi lever i. Alle går rundt og fryser ... Kom til at tænke på Gasolin’s gamle sang om Østre Gasværk, da jeg sad og lyttede til politikernes to timer lange debat om det første budget for Ny Frederikshavn Kommune. Den står på nedskæringer og besparelser. Alt imens den generelle velstand stiger, falder den kommunale service. Flere samtalekøkkener og færre skolekøkkener. Vi går en kold tid i møde og det politiske klima peger også mod frysepunktet. SF og Venstre er ikke medunderskrivere på Budget 2007 og manglen på konsensus tegner til decideret blokpolitik, kold krig. Skolelukninger og nedskæringer på de bløde områder er uspiseligt for SF. Venstre er enig i ni tiendedele af flertalsgruppens nu vedtagne budget. - Berøringsangst Stridspunktet er, hvor meget, der skal skæres på administrationen. Her vil Venstre spare dobbelt så meget, som der nu er vedtaget. Hans Jørgen Kaptajn kalder det berøringsangst, når Socialdemokraterne og den øvrige storfamilie ikke tør tage fat ved nældens rod: - Enhver, der har prøvet at fusionere private virksomheder, ved, at administrative besparelser skal opnås primært i det første fusionsår. Tager man ikke fat med det samme, opbygges der imperier og risikoen er, at man ikke får effektiviseret. - Hele formålet med kommunalreformen er jo at mindske administrationen og ad den vej skaffe flere penge til børn, unge og ældre. Venstres gruppeformand sammenlignede med Jammerbugt Kommune, der skærer administrationen med 12 pct. allerede i 2007, Viborg, der sparer 115 mio. på administrationen over fire år og Hjørring, der skærer 10 pct. - selv om de allerede i dag bruger 40 mio. kr. mindre på administration end Frederikshavn. Kaptain kaldte det galimatias, at flytte personalet fra rådhuset til Kattegat Silo, før man har fundet ud af, hvor det blivende rådhus skal ligge. - Nu risikerer vi, at de alle sammen skal flytte endnu engang og dermed en merudgift, som vi ellers kunne bruge til mere velfærd. Det er galimatias og en hovsaløsning, sagde Kaptain. Kolde og varme hænder Borgmester Erik Sørensen afviste, at der kan spares mere på administrationen. - Lars Løkke (indenrigsminister, red.) taler om at flytte kolde hænder og gøre dem til varme hænder, men hvem er egentlig de kolde hænder? Er det socialrådgiveren eller sundhedsplejerskerne, der har med mennesker at gøre? Er det sagsbehandleren, der skal sætte folk hurtigere i arbejde, som beskæftigelsesministeren siger? Er det medarbejderne i teknisk forvaltning, der behandler byggesager, som erhvervslivet mener skal være helt oppe på dupperne? Er det borgerservicebutikkerne eller er det byrådssekretariatet, der skal servicere os politikere? Alle sammen mennesker, der arbejder med andre mennesker. - Administration er andet end folk, der flytter papir fra én bunke til en anden. Vi har set på helheden og kvaliteten. Venstre vil spare hver femte medarbejder væk. Det hænger ganske enkelt ikke sammen, siger Erik Sørensen. Det politiske klima Hvad uenigheden betyder for det fremtidige politiske samarbejde, er et åbent spørgsmål. - SF vil ikke være med til at se på de strukturelle ting omkring skoler og institutioner, men inderst inde tror jeg godt, de er klar over, at den demografiske udvikling gør det nødvendigt, siger Erik Sørensen. - Venstre er med på, at vi skal kigge på strukturen, så på den måde kan man sige, at der er 29 af 31, som er enige om den store opgave, men når det er sagt, har jeg meget svært ved at tolke de politiske signaler fra Venstre. De ville have større besparelser og siger nu, at det er for at kunne give flere penge til de bløde områder. Det hørte vi ikke noget til under forhandlingerne, hvor det alene handlede om bundlinien. Det er der ikke meget perspektiv i, men det ødelægger ikke mit gode politiske humør, at Venstre har meldt sig ud. Så må vi andre rykke sammen og forme de store linier, siger Erik Sørensen. Han håber, at John Christensens udtalelser om at kigge på visionerne er et signal om, at der i Venstre også er vilje til at satse på dynamik og udvikling og ikke udelukkende være ”et bundlinieparti”.