Forskning

Koldkrigs-komité ønsker bevilling

Det er nødvendig historie, mener formanden

"Komitéen til oplysning om Danmark under Den Kolde Krig" opfordrer regeringen til at oprette en offentlig oplysningsbevilling på 20 millioner kroner som skal støtte forskning om perioden. - Det er nødvendigt at oplyse om, hvad der skete under Den Kolde Krig, hvis man ikke vil falde i den samme fælde igen, siger komitéens formand, generalløjtnant Kjeld G.H. Hillingsø, efter dens første bestyrelsesmøde. Koldkrigs-komitéen blev oprindeligt stiftet for at betale den tidligere modstandsmand Jørgen Røjels erstatning til Enhedslistens Frank Aaen. Frank Aaen vandt i september 2000 en injuriesag mod Jørgen Røjel, efter at denne havde påstået, at det daværende folketingsmedlem havde spioneret for fremmede magter under Den Kolde Krig. Integrationsminister Bertel Haarder (V) satte sig dengang i spidsen for en såkaldt Røjel-komité, som i alt samlede 337.491 kroner ind til at dække den tidligere modstandsmands omkostninger i forbindelse med retssagen. Overskuddet på knap 107.000 kroner er blevet ført videre som grundkapital i den nye komité, hvis bestyrelse - udover Kjeld G.H. Hillingsø - består af Jørgen Røjel, forlæggeren Peter la Cour og historikeren Bent Jensen. Komitéen har dog nu besluttet at fortsætte pengeindsamlingen for at få belyst venstrefløjens virke under Den Kolde Krig. Samtidig besluttede komitéen på bestyrelsesmødet at uddele en række såkaldte hædersgaver til tre journalister og et forlag. Journalisterne Mette Herborg og Per Michaelsen, der har skrevet to bøger om Stasi og Danmark, modtager hver 10.000 kroner. Tidligere kronik- og debatredaktør Bent Blüdnikow får 20.000 kroner for at have skabt debat om venstrefløjens rolle under Den Kolde Krig. Og endelig præmieres forlaget Høst & Søn med 20.000 kroner for udgivelserne af den danske udgave af "Kommunismens sortbog" og bogen "De røde spioner". Ifølge Kjeld G.H. Hillingsø skal den foreslåede oplysningsbevilling på 20 millioner kroner være åben for alle på samme måde som for eksempel bevillingen vedrørende EU-oplysning. Både forskere, journalister og andre skal kunne søge om tilskud til oplysningsprojekter om Den Kolde Krig. Ifølge koldkrigs-komitéen skal dette give en bredde i oplysningen om kommunismen og perioden, som komitéen ikke mener bliver imødekommet med de igangværende undersøgelser. I forvejen undersøger en kommission således Politiets Efterretningstjeneste (PET) og venstrefløjen under Den Kolde Krig. Derudover var Dansk Udenrigspolitisk Institut (DUPI) allerede i gang med at kortlægge den ydre trussel under Den Kolde Krig, da statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i august sidste år lancerede den seneste undersøgelse af de "danske medløbere", som DUPI også fik besked på at se på. Senest har kulturminister Brian Mikkelsen (K) stillet sig til rådighed for en indsamling af penge til en alternativ kold krigs-undersøgelse, som Bent Jensen skal lave. Ifølge kulturministeren nærmer det sig "nærmest politisk berufsverbot, at Bent Jensen ikke har fået lov til at lave en undersøgelse". Bent Jensen regner selv med at skulle skaffe omkring fem millioner kroner til at dække tre forskeres løn i tre år plus rejseudgifter. /ritzau/