Kolleger om hjemmearbejde: Det er helt i orden

Antallet af danskere, som tager hjemmearbejdsdage, er stigende. De har kollegernes accept, viser undersøgelse.

Kolleger om hjemmearbejde: Det er helt i orden

Der er ingen grund til at frygte kollegers fordømmende blikke, når du tager en hjemmearbejdsdag.

Det viser en undersøgelse fra analysebureauet Wilke for Avisen.dk.

Her vender otte ud af ti adspurgte tommelfingeren opad i spørgsmålet om, det er i orden at kollegaen arbejder hjemmefra.

- Der har været en sejlivet fordom om, at hjemmearbejdsdagene i virkeligheden gik med, at folk ordnede vasketøjet og gik tur med hunden. Den myte er der skudt en hvid pil efter, siger Birgitte Meisner Nielsen fra Dansk Erhverv til Avisen.dk.

- Muligheden for at arbejde hjemme og den fleksibilitet, det giver den enkelte, er et gode for rigtig mange, tilføjer hun.

Arbejdspsykolog Anton Eg fra Arbejdspsykologisk Center er enig:

- Hvis du ellers kan strukturere dine hjemmearbejdsdage, er de en reduktion af stress i hverdagen, fordi du er fri for transporten til og fra arbejde og på grund af den frihed, de giver. Det er absolut et gode, vi skal se på at få udbygget, siger Anton Eg.

Analysebureauet Wilke spurgte 266 almindelige danskere, for hvem hjemmearbejdsdage var relevante, om kollegernes hjemmearbejdsdage irriterede dem.

Mens 223 personer svarede nej, var der kun 28 personer - cirka hver tiende - der blev irriterede, når kollegerne slæbte computeren med hjem.

- Det her fortæller, at arbejdspladserne bakker op om hjemmearbejdsdage. Det er positivt, siger Anton Eg til Avisen.dk.

Resultatet er ikke mindst interessant, fordi antallet af danskere, der arbejder hjemmefra, har været stigende i mange år.

I 2000 havde 550.000 danskere mindst én hjemmearbejdsdag i løbet af fire uger. I 2011 gjaldt det over 770.000 danskere.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.