EMNER

Kollektiv trafik må forbedres

Forleden havde jeg en gæst fra København på besøg i Serritslev. Da han skulle hjem og insisterede på at tage med DSB, kørte jeg ham først på aftenen til banegården i Aalborg. Jeg vinkede farvel, da toget kørte kl. 20.10.

Bagefter fik jeg at vide, at klokken var næsten halv to om natten, før han var tilbage i hovedstaden; godt kvæstet af den lange rejse med de mange stop undervejs – og den tur tager han forståeligt nok aldrig mere. Fem en halv times rejsetid mellem Aalborg og København er altså hvad DSB kan tilbyde, når man vil rejse om aftenen. Det svarer stort set til en togtur fra Aalborg til Berlin! Måske skulle DSB bruge lidt færre ressourcer på at producere morsomme reklamefilm med kludedukker og lidt flere på at udvikle den gamle etats egentlige produkter – rejser med tog? Samtidig har SAS og Cimber indskrænket trafikken om aftenen på ruten mellem Aalborg og København, og det er årsagen til, at jeg som politiker protesterer. Hvad nytter det, at vi bruger tid og kræfter på at få sat gang i etableringen af en tredje limfjordsforbindelse for at det nordligste Jylland skal hænge sammen med resten af landet, når den infrastruktur vi allerede har, er så ringe? Og hvad hjælper det at vi forsøger at gå nye veje for at få mere udvikling og vækst i Region Nordjylland, når ikke vi kan komme til og fra området på kortest mulig tid. Det forekommer mig, at de seneste mange års teknologiske udvikling slet ikke udnyttes i forbindelse med DSB’s produktudvikling, så det kan være til gavn for nordjyderne, når vi skal rejse mellem landsdelene, og dem der vil besøge os. DSB hævder, at der gerne må komme flere passagerer i togene – især uden for myldretiden. Men forudsætningen er naturligvis, at man har et tilbud, der er i overensstemmelse med den måde, moderne mennesker lever på. Det gælder både et serviceniveau, der er i overensstemmelse med DSB’s markedsføring, og naturligvis nogle attraktive køreplaner. Den tid er forbi, da samfundet tilpassede sig DSB’s køreplaner. Og konsekvensen er, at endnu flere føler sig nødsaget til at tage bilen på rejser mellem landsdelene.