EMNER

Kollerup fik sin liste

Endelig er der udsigt til at et fuldtalligt menighedsråd kan vælges.

Med møje og besvær er det nu lykkedes at finde fem personer til menighedsrådet i Kollerup. Da det ordinære valg skulle afvikles i november, manglede der to kandidater i at listen var fuldtallig, men siden har Sanne Nicolaisen og Lars Mose på Svinkløvvej meldt sig på banen, oplyser Bodil Ebdrup, som selv fortsætter i menighedsrådet. Det samme gør Bjørn Tinggaard Larsen, og desuden opstiller Inger Toft Jensen som nyt medlem. Dermed er fem kandidater klar til det ekstraordinære valg 10. marts, og desuden vil valgbestyrelsen og de opstillede gøre en aktiv indsats for at finde et par suppleanter til listen, fortæller Bodil Ebdrup. Det var med nød og næppe, at det lykkedes at samle en liste på opstillingsmødet, for det var ikke noget tilløbsstykke. Ud over præsten, graveren og de to medlemmer fra det gamle menighedssråd mødte kun to personer op. Kollerup Sogn er opdelt i to kirkedistrikter, Kollerup og Fjerritslev, som har hver sit menighedsråd. En sammenlægning er blevet drøftet, fordi det er blevet stadigt vanskeligere at besætte alle pladserne i Kollerup, men ideen er opgivet igen.