EMNER

Kolonihavehus væk i flammer

NØRRESUNDBY:Et kolonihavehus i Spiesgade i Nørresundby, lige øst for jernbanebroen, forsvandt mandag eftermiddag i flammer. Beredskabscenter Aalborg blev tilkaldt ved 14.30-tiden, og brandfolkene var ikke i tvivl om, hvor de skulle hen: Da de kørte over Limfjordsbroen, kunne de se store, sorte røgfaner stige til vejrs nede ved Spiesgade. Ved ankomsten stod det hurtigt klart, at huset ikke stod til at redde, og da brandfolkene havde fået slukket ilden, stod kun nogle forkullede rester tilbage. Også alt indbo er væk. Til gengæld lykkedes det brandfolkene at redde et andet træhus, som var sammenbygget med det nu nedbrændte. Et redskabsskur forbandt de to huse, men ilden blev altså stoppet, inden den nåede frem til nabohuset. Brandårsagen bliver nu undersøgt nærmere af politiet, men ifølge beredskabsmester Hans Nielsen var den i første omgang lidt af en gåde. - Der var ingen beboere hjemme, og det så ikke ud til, at der havde været indbrud - vi måtte selv klippe en hængelås på havelågen over for at komme ind til huset, fortæller han.