Koloristisk kunst i Galleri 7

Carl Chr. Madsen
carl.christian.madsen @nordjyske.dk
Der er fernisering på en ny udstilling nu på lørdag
Kunst 1. juni 2007 06:00

FREDERIKSHAVN: Kunstneren Niels Kongsbak er klar med en ny udstilling i Galleri 7 i Frederikshavn. Udstillingen markeres ved en fernisering på lørdag, hvor byrådsmedlem Palle Thomsen holder en åbningstale. Niels Kongsbaks malerier er koloristiske. De tenderer det abstrakte, men der er næsten altid figurative elementer i billederne, som giver beskueren mange associationer. Han ved sjældent, hvad et billede skal rumme, når han begynder på et nyt lærred. Det ubevidste får i høj grad lov at bestemme, hvor penselstrøgene skal ligge – en proces der kan tage lang tid, før det tilfredsstillende resultat er frembragt. Han arbejder fortrinsvis med akryl, og det giver ham mulighed for at male i et tempo, der passer lige netop hans temperament. Oftest er de enkelte billeder arbejdet igennem med mange lag på lag. Niels Kongsbaks kunstneriske karriere startede i 1992, hvor han på det tidspunkt var ansat som leder af borgmesterkontoret i Ledøje-Smørum Kommune på Sjælland. Gradvist tog kunsten over, og fra maj 1995 valgte han at blive kunstner på fuld tid. Dermed skiftede han et job som jurist ud med et liv i kunstens verden. Han er opvokset i Esbjerg og har i dag galleri både dér og i København i Rørholmsgade. Vejrliget ved vestkysten og lyset over Ho Bugt betyder meget for inspirationen – måske er det også derfor, at hans atelier i Esbjerg er beliggende i Fiskerihavnsgade med udsigt over Fanø og indsejlingen til Esbjerg. Selv om han er barnefødt i Esbjerg stammer hans slægt fra Sæby. Hans farfar og oldefar, som begge hed Niels Kongsbak, drev skibsprovianteringsforretning i Sæby, oldefaderen indtil 1915, hvor farfaderen overtog forretningen . Fra 1920-26 var der dog mange flere penge i at sejle spiritus til Norge, hvor der var indført spritforbud. Farfaderen tjente rigtigt mange penge i den periode, penge som dog blev formøblet på 2 år i Ålborg ved en fejlslagen investering i en ny skibsprovianteringsforretning. Herefter gik turen til Esbjerg, hvor han solgte Randers Reb på havnen i Esbjerg resten af sit liv. Atelieret på havnen i Esbjerg ligger blot 50 m fra den gamle Niels Kongsbaks arbejdssted. Udstillingen kan ses frem til d. 8. juli.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...