Kom du store schæfer, lad mig klappe dig

EMNER 17. januar 2003 01:00

BROVST: - Nej, hvor er du dygtig, Emilia. Det var rigtig flot. Roserne fra de voksne regner ned over et-årige Emilia, som netop har overvundet sin angst, taget vanten af og med strakt hånd givet schæfertæven Acilla noget tørfoder. Acilla slikker hendes fingre som for at påskønne den lille piges mod, og Emilias øjne stråler: Hun hopper jublende op og ned og er ikke til at styre på en tiendedel tønde legeplads. - Sidste gang, vi havde besøg af Acilla, var Emilia meget bange. Denne gang var hun kun lidt bange og er kommet tættere og tættere på. Nu turde hun oven i købet fodre Acilla, fortæller Kirsten Iversen, leder af puljeinstitutionen Kyllingen for nul-tre årige børn. - Ja, det er utroligt vigtigt at overvinde sine egne grænser. Bare den succesoplevelse at turde røre ved så stort et dyr, tilføjer Line Kollerup. Hun og Tore Oftedal fra Alpha Hundeadfærdscenter på Øland ejer den fem-årige Acilla, som er en af de få - hvis ikke den eneste - såkaldte terapihunde i Danmark. Acilla er specielt trænet i at omgås børn, ældre og syge, og schæferen har både været gæst i børnehaver og haft specialklasser med bl.a. DAMP-børn på besøg. Godt arbejde Lige nu ligger Acilla afslappet i græsset tæt omgivet af seks-syv småbørn i farvestrålende flyverdragter. Nogle aer den, andre rækker prøvende foder frem, mens de sidste bare kigger interesseret på i tilpas afstand. - Jeg synes, det er en fin idé, at børn lærer at omgås dyr. De tackler det godt, siger Kirsten Iversen. Et-årige Astrid løber spidsrod mellem Acilla og Tore Oftedal, som holder posen med tørfoder. - Mer", lyder det kontante krav, mens hun stikker hånden i posen og fylder den med hundegodter. Og så bener hun hen til Acilla, som taknemmeligt spiser de smuler, der ikke er faldet ud mellem Astrids små fingre undervejs. Efter en halv times koncentreret interesse begynder børnene så småt at søge hen mod legepladsens stationære faciliteter, og Acilla får pludselig luft omkring sig. - Når børnene begynder at miste interessen, skal man holde op. De skal ikke føle det som et pres at være sammen med hunden og blive kede af det, forklarer Tore Oftedal. - Selv om det var meget små børn, som var på vagt, klarede de det fint, da de først havde set Acilla an. Og nogle kunne næsten slet ikke holde igen. Det var en god oplevelse, siger Line Kollerup. Børnene er for længst fordybet i leg og bemærker slet ikke, da Acilla efter veludført gerning springer ind i varevognen. Det er tid til at tage hjem.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...