Tandpleje

Kom for sent til tandlægen

LØGSTØR: En 60-årig mand fra Løgstør, der på vej til tandlægen blev fanget af politiets fartkontrol, havde fået en bøde på 1.000 kroner for at have kørt 64 km/t., hvor den tilladte hastighed var 50 km/t. Manden havde imidlertid ikke betalt bøden. Derfor måtte han møde op i byretten i Fjerritslev for at afgive forklaring om forholdet. Han erkendte, at billedet fra fartkontrollen viste, at det var ham og hans bil, men han kunne ikke erkende, at han havde kørt for stærkt. - Jeg plejer aldrig at køre for stærkt. Når jeg ser et skilt med 50 km/t., linder jeg altid foden fra speederen og sætter farten ned. Det er vel derfor, skiltene er der. Der er vel ingen, der kører for stærkt, når de skal til tandlægen, argumenterede manden. I øvrigt mente han, at betjentene ved fartkontrollen hellere skulle have vendt blikket mod Limfjorden og tilkaldt fiskerikontrollen for at tage sig af et par fiskerbåde, der trawlede i fjorden. - Det er forbudt, og det er noget svineri, som politiet skulle hellere skulle tage sig, sagde manden i retten. Men dommeren mente, at påstået ulovligt fiskeri var sagen uvedkommende, og ønskede svar på, om manden ville vedtage bøden. Det ville han ikke, og ønskede politiassistenten fra fartkontrollen indkaldt som vidne. Sagen måtte derfor udsættes til et senere retsmøde.nca