Kom hjem med afrikansk kone og tvillinger

Vennebjerg Kirke ramme om en usædvanlig handling

VENNEBJERG:Vennebjerg Kirke lagde forrige lørdag rum til en kirkelig alliance mellem 24-årige Rose Kabapasi og 34-årige Søren Foged Christensen. Da de sidste år blev gift i Uganda, hvor de nu bor, var der forleden kun tale om en kirkelig velsignelse. Den fik et ekstra løft, da ægteparrets tvillinger, Nyakato og Isingoma, blev døbt. Ikke et vræl eller hyl hørtes fra de fire uger gamle tvillinger, der også har danske navne. Mens pigen Nyakato hedder Maria, har drengen Isingoma fået Markus på sin dåbsattest. Det fortæller den stolte fader. I Afrika er der nemlig ganske bestemte regler for, hvad børnene skal hedde. Nummer to fødte kvindelige tvilling får automatisk navnet Nyakato, mens den først fødte tvillingedreng får navnet Isingoma. Farmor og farfar, Ingrid og Børge Christensen i Vennebjerg, har allerede noteret sig - med en vis glæde - at Maria og Markus er bibelske navne. Det bekommer dem vel, for kirken har altid stået dem nær. Således har Børge Christensen, tidligere skoleinspektør i Skallerup, i mange år været kirkesanger og menighedsrådsformand. Sønnen Søren siger derimod, at han og hans kone slet ikke har tænkt i den retning: - Vi skulle bare finde et par navne, som kunne klinge på dansk og engelsk! Fødte i Danmark Sammen med sin lille familie har han de sidste par måneder boet i et lille hus på Nansensvej i Løkken. Et hus, han har lånt af sin kusine. Lige nu er han ved at pakke de første pakker med tøj, bleer, legetøj og en klapvogn, der skal sendes til Uganda denne torsdag. Det gælder om at være i god tid, så pakkerne kan dukke op samtidig med, at de selv når frem til byen Hoima i Uganda 16. maj. Dagen før er opholdet i Danmark slut denne gang for familien, der oplevede, at deres tivllinger både blev født og døbt i Vendsyssel: - Da min kone var gravid, måtte vi rejse to måneder før hun skulle føde. Flyselskabet ville ikke risikere, at der pludselig skulle opstå en kritisk situation, så vi måtte tage afsted fra Uganda 27. februar, siger Søren Foged Christensen, der glæder sig til at komme til Uganda igen: - Dernede har vi jo vores hjem, vort arbejde og vore midlertidige rødder. Men jeg tror, vi vender tilbage til Danmark, når børnene skal i skole. Den afrikanske skole står meget tilbage i forhold til den danske, siger Søren Foged Christensen. Rejste i '99 Han kom til Uganda i efteråret 1999, udsendt af Mellemfolkeligt Samvirke. Han var uddannet tømrer og fik sig desuden en byggeteknisk uddannelse, som han bruger i sit daglige arbejde, hvor han leder et tømrerværksted i en slags skole, hvor man har med børnehaver, forskoler og pædagoguddannelser at gøre: - Jeg skal sørge for at tømrerværkstedet giver overskud, så det kan betale de aktiviteter, der er omkring skolen. Desuden arbejder jeg som forretningsrådgiver, hvor jeg hjælper med at skaffe penge, så skolen kan bliver overskudsgivende. - Jeg tror altid, jeg har haft en udlængsel i mig, siger han om baggrunden for sit ophold i det afrikanske. Da jeg som ung besluttede mig for at blive tømrer, tænkte jeg: "Folk har brug for huse overalt i denne verden, så det må være en god uddannelse". - Indtil videre har jeg en kontrakt til februar næste år. Jeg har mulighed for at forlænge den et år, og det kan meget vel ske, at vi bliver dernede endnu en periode, siger Søren Foged Christensen, der ikke vil have spor imod at komme til et andet afrikansk land, hvis der skulle vise sig et godt tilbud. Mødte Rose Omvæltningen i hans liv med ny familie skyldtes, at han for to år siden mødte Rose. Hun var tjener på det hotel, hvor han kom meget. Han boede nemlig lige ved siden af og brugte hotellet som en slags spisestue, for her var forskellige spil, som han yndede at kaste sig over. En aften, hvor der var dans på hotellet, og hvor Rose havde fået fri - og skiftet til gå-i-byen-tøj - gik hun hen til ham og spurgte, om han ikke ville have en øl. De havnede ude på dansegulvet, og da de snakkede godt sammen, endte det med, at hun efter to måneder flyttede ind hos ham: - Hun er en stærk personlighed, siger han om sin kone. Hvis man er hvid i Afrika, tror afrikanerne altid, at man er stinkende rig. Men hun har aldrig ladet sig imponere af nogen som helst indpakning. Eller har bedt mig om noget som helst. Hun er meget sparsommelig, og så har hun den gode egenskab, at hun har sans for humor. Rose var selvfølgelig spændt på, hvordan Danmark ville tage sig ud, men egentlig er der ikke ret meget, hun er benovet over. Dog overraskede det hende, så få mennesker der var i København, da de kørte fra lufthavnen og ind til selve byen. - Men det var nok fordi, det var om morgenen, indskyder Søren Foged Christensen. - Det, der nok har overrasket hende mest er, at vi herhjemme spiser aftensmad så tidligt. I Uganda spiser man først til aften kl. 22. Hun er også noget overrasket over, at solen nu står op kl. 4 om morgenen - og at det stadig er lyst til langt hen på aftenen. I Uganda er der 12 timer nat og 12 timer dag. Her står solen op kl. 6 og ned igen kl. 18, siger Søren Foged Christensen, der har fået sin opvækst i den lille by Vennebjerg: Alle er landmænd - Det er selvfølgelig sjovt at se de steder, hvor man er vokset op. Og sjovt at se med nye afrikanske briller. Men i Uganda er der mange små byer, der på en måde ligner Vennebjerg. Men forskellen er, at i de små byer i Uganda er der fortsat et forretnings- og handelsliv. - Strukturen i en sådan by i Uganda er, at alle er landmænd. Her har manden jord, og her bliver man født, gift og begravet. Hvis det skulle ske, at manden får arbejde et andet sted, lader han familien blive tilbage på jordstykket, Så har han et værelse eller en lille lejlighed, han bor i. Når der så går en uge eller 14 dage, kommer han hjem på en slags weekend, siger Søren Foged Christensen, der om få dage rejser tilbage til et land, der er fem gange så stort som Danmark, og hvor der bor 25 millioner mennesker.