Motionsidræt

Kom i gang med at løbetræne nu

Søndag formiddag har alle i kommunen mulighed for at starte en sund og slankende fritidsaktivitet - motionsløb. På p-pladsen ved Udsigten i Tranum vil Frede Wollesen give fra sig af sine erfaringer fra 40 års løbetræning, og han vil stå for fælles opvarmning inden løbeturen samt give instruktion i øvelser, som strækker musklerne ud efter anstrengelserne. Alle kan være med, uanset alder og kondition. Der er mulighed for at dele deltagerne op i grupper efter træningstilstand, men i øvrigt kan man løbe i det tempo og på den distance, der passer en. Det kan være hårdt at komme i gang, men man bør give det en chance, mener såvel Frede Wollesen som Sund By Butikken, der bakker Frede Wollesens initiativ op.