Kom, leg i græsset

De ældste ordsprog er gode til leg med fremtiden, mener den nye direktør for det, der i gamle dage hed Danmarks Turistråd, og i dag hedder VisitDenmark. Dorte Kiilerich hedder direktøren, der hverken er plat eller særlig vild med fortiden, men måske netop derfor kan tillade sig at bruge en gammel vending om dagens Danmark. Ikke især om nordjyderne, og så alligevel. Det handler om, at vi ikke kan se skoven for bare træer. I bogstaveligste forstand. - Naturen er det vigtigste element i at få turister til Danmark, konstaterer Dorte Kiilerich og fortsætter: - Men vi har slet ikke udnyttet det nok endnu. Naturen har altid været vores store trækplaster. Sidste år var det den væsentligste årsag til besøg for 83 pct. af alle turister, viste en undersøgelse fra VisitDenmark. I år er tallet tilsvarende: 90 pct. af de udenlandske og 80 pct. af de danske turister har naturen som sikker vinder. Det er ikke fordi, Dorte Kiilerich ønsker, at det tal blive højere, men turisterne må gerne lægge flere penge i naturen. Og det er et forsømt område, mener landets turistboss. - Vi danskere, også os i turistbranchen, lever lidt for meget med den holdning, ar ”naturen, den er der jo bare”. Og jo, det er den. Men det er netop det, der er så fantastisk for alle vores turister. Men snart gider de ikke nøjes med at se på den. De vil ud og sanse den. Lege i græsset, plukke krydderurterne, rafte, cykle, smage... Og kan vi tage 50 kr. for en guidet tur og at plukke hyldeblomster og købe frisk saft af den bagefter, så er der mange millioner kroner at hente, forudser Dorte Kiilerich. Udviklingen går den rette vej, også i Nordjylland, mener hun og fremhæver Limfjordsfortællinger, ridestier, Smag på Nordjylland som de gode eksempler. Men det er ikke nok, advarer hun, der har siddet som chef for Norges udenlandske turistsatsning i seks år før hjemkomsten til København i foråret. - Norge havde og har det samme problem. Naturen er for meget en selvfølge. Men det er altså den, der kan sælge! Det kræver dog en mental omstilling, som vi først lige er begyndt på herhjemme, siger Dorte Kiilerich. Reklame for fredning Hendes job er at skaffe turister til Danmark, understreger hun. Det er de lokale turistdestinationer, der skal skaffe oplevelserne, Og de skal gå efter naturen, opfordrer hun. Og gerne i tæt samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening. - Den effektive danske naturbeskyttelse er landets største turistmagnet, så den skal vi værne om. Og når nu turisterne beder os om flere oplevelser i naturen, både dem, der vil slappe af og dem, der vil være aktive, så har vi at rette os efter det, fastslår hun. Hos Danmarks Naturfredningsforening har man registreret, at andre nu kan se, at der kan være penge i at satse på naturen. - Der er en anden tone nu end før. Selv om det kan være fristende for kommunerne f.eks. at give tilladelse til byggeri for at få arbejdspladser, så er der mere forståelse for naturen nu, siger afdelingsleder Thomas Færgemann. Danmarks Naturfredningsforening besluttede derfor sidste år særligt at arbejde for at få flere oplevelser i naturen, og sendte f.eks. sidste år pjecer ud til alle turistkontorer, der også til september vil modtage et lille hæfte om de kommende nationalparker, ligesom de netop nu i gang med at få lov at profilere de fredede områder. - Vi har foreslået miljøministeren et offentligt-privat partnerskab, hvor vi koordinerer profileringen af de fem pct. af landet, der er fredet. Det har amterne hidtil gjort, men det kan være svært for de nye kommuner at løfte sådan en fælles opgave, fortæller Thomas Færgemann. Forhandlingerne med miljøminister Connie Hedegaard (K) fortsætter efter sommeren. Hos turistorganisationen Midt-Nord Turisme er naturkærligheden mere forbeholden. - Der er utrolig stor tiltrækningskraft i naturen, men den nytter ikke, hvis ikke turister også har gode steder at bo og andre oplevelser, siger dir. Lars Enevold Pedersen.