EMNER

Kom let på nettet

Gratis værktøj hjælper foreninger og andre fællesskaber med at etablere en moderne hjemmeside

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Funktionerne hives ind på modellen til højre. Den norske tekst er til at leve med, mens vi venter på den danske oversættelse.

Ejerforeninger, idrætsklubber, klasseforældreråd og utallige andre foreninger bruger mange kræfter på at uddelegere opgaver, forberede arrangementer - og uddele en skov af sedler om det alt sammen. Arbejdet kan klares meget nemmere og smartere med en dertil indrettet hjemmeside. Men har man ikke lige en it-nørd i bestyrelsen, ligner det en uoverkommelig opgave at få sin forening på nettet. Det er det ikke. Tværtimod kan det hele ordnes på en eftermiddag - også selv om man ikke har den mindste erfaring med at skrue hjemmesider sammen. Det er blot et spørgsmål om at vælge det rette værktøj. Hvilket bringer os til www.ning.com. I øverste felt skriver du navnet på dit netværk - for eksempel "Blomstervejens Ejerforening". I det nederste felt skriver du det første ord i den ønskede web-adresse. Hvis du skriver "Blomstervejen", kommer adressen til at hedde: Blomstervejen.ning.com. Fordi "ning" er en hyppig endelse i det danske sprog, kan man lege lidt med navnet. Et forum for "Bo Bedre segmentet" kunne f.eks. hedde: www.indret.ning.com. Det valgfri ord skal dog have mindst seks bogstaver, så det går ikke med: www.fore.ning.com. Alle til alle Systemet standard-tekster er ikke oversat til dansk, men hvis du vælger norsk fra listen, er det hurtigt at rette efterfølgende. I øvrigt er betjeningen så godt som selvforklarende. Og trods de enkle værktøjer er det muligt at udstyre hjemmesiden med et væld af avancerede funktioner. Medlemmerne kan logge sig på med personlige profiler og udveksle private eller offentlige beskeder. Man kan også skrive indlæg til bloggen - eller på andre medlemmers "væg", som det kendes fra Facebook. Det åbne forum kan bruges til debat, beskeder eller bare hyggechat. På den måde kan hjemmesiden inddrage medlemmerne og styrke fællesskabet. Det er rendyrket "alle-til-alle kommunikation" - i stedet for den sædvanlige "få-til-alle" model. Flere finesser Hjemmesiden kan udbygges med mange ekstra finesser. En fælles kalender er praktisk i mange sammenhænge. Hvad enten boligforeningen skal holde styr på, hvornår festlokalet er udlejet. Eller fiskeklubbens medlemmer skal reservere en jolle. Selvfølgelig kan man også oprette gallerier med højdepunkter fra lørdagens fodboldkamp eller sommerens vejfest. Her er både plads til fotos og videoklip. Hertil kommer meddelelser og artikler som i et gammeldags klubblad. Muligheden for at oprette et såkaldt RSS-feed betyder, at nye indlæg automatisk kan hives ned på medlemmernes computer. Naturligvis får du også en søgemaskine, der vokser i værdi, efterhånden som hjemmesiden gør det. Også til virksomheder Ning-systemet er ikke alene genialt til klubber og foreninger. Det kan også bruges af virksomheder. For eksempel som et virtuelt mødested for projektgrupper, der samarbejder på tværs af landsdele eller kontinenter. Opsætningen er så hurtig og enkel, at selv kortvarige projekter kan håndteres på den måde. Virksomheden kan også bruge Ning til at skabe et offentligt forum - f.eks. til brugerne af et bestemt produkt. På den konto kan der spares mange udgifter til support, ligesom virksomheden kan få værdifuld indsigt i kundernes oplevelser. Og så får man en masse gratis reklame, hvis produktet altså fortjener det. Specielt virksomheder vil nok benytte muligheden for - mod betaling - at bruge sit eget domænenavn, få fjernet annoncer og måske tilkøbe ekstra lagerplads (10 GB er standard). Alternativ til Facebook Således er Ning et bredt anvendeligt værktøj - og et spændende alternativ til Facebook og andre sociale websteder. Frem for alt er det både nemt og fleksibelt. Kreative web-snedkere har god mulighed for at skræddersy indholdet. Også uden at det koster noget. Og selv om du holder dig til de færdige skabeloner, kommer din hjemmeside til at se meget "dyr" og professionel ud. Så du kan godt forberede dig på kritiske spørgsmål fra medlemmer, som lige vil høre, hvor mange kontingent-kroner det dog har kostet at få lavet sådan en fin og moderne hjemmeside.