Klitmøller

Kom med den første bølge

Surferen Finn Noer var en af de allerførste surfere, der flyttede til Klitmøller.

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Finn Noer slipper aldrig passionen for surfing, selvom han i dag er blevet 42 år. Foto: Klaus Madsen

Den i dag 42-årige surfer, Finn Noer, der i en årrække op gennem 80’erne og 90’erne vandt det meste på den danske rangliste indenfor disciplinen race og senere placerede sig på verdens ranglisten indenfor wave, tog i 1994 springet og flyttede til Klitmøller fra Holbæk. - På det tidspunkt havde jeg misset chancen for at komme til Hawaii, da jeg blev diskvalificeret i en turnering, som jeg deltog i, og dermed ikke vandt den store pengepræmie. Ærgerligt tænkte jeg, men skulle jeg blive i Danmark, skulle jeg bo ved det bedste surfersted i Danmark, nemlig Klitmøller, fortæller Finn Noer om baggrunden for, at han slog sig ned i Klitmøller, hvor han stadig bor, og hvor hans to børn i dag går i skole. Altså ingen billet til det varme Hawaii, som så blev skiftet ud med det kolde Hawaii ved Klitmøller. Finn Noer var da blandt de allerførste surfere, der besluttede sig for at bo fast i Klitmøller. Han har surfet det meste af sit liv, og i de første år som semiprofessionel levede han efter det samme koncept som mange surfere gjorde dengang - og stadig gør. - Jeg arbejdede i Danmark med, hvad jeg kunne få af løsarbejde, og brugte så pengene til udstyr og ophold i udlandet. Jeg har blandt andet boet i Australien, hvor der er yderst gode surferforhold og afvikling af store turneringer og senere på Gran Canaria, forklarer han. Med tiden blev den livsstil lidt bøvlet, og da han i 1993 missede chancen for at vinde den helt store pengepræmie ved World Cup på Sild, blev det dråben. - Jeg blev utroligt skuffet, og var på det tidspunkt så træt af al bøvlet med at bo i udlandet om vinteren og tjene penge i Danmark om sommeren, at jeg besluttede at slå rødder her i Klitmøller, forklarer han. Finn Noer blev hurtigt en etableret borger i lokalsamfundet. Blandt andet meldte han sig ind i den lokale fodboldforening. Han begyndte også at læse til pædagog, og blev senere ansat som sportslærer på Rovvig Efterskole på Mors og senere Skyum Efterskole i Sydthy. Men surfing var altid med på sidelinjen. - Da jeg flyttede hertil, var der ikke det samme surfermiljø i byen, som i dag. Men man tog godt imod mig, og jeg har fra første dag følt, at det er her, jeg hører hjemme. I Klitmøller føler Finn Noer, at han har fået friheden til at kombinere sin passion for surfing med et dagligt liv med familie og job. Hans alder i dag betyder dog, at surfing er blevet en hobby mere end konkurrence på eliteplan - men: - Man har nu nok ikke set det sidste fra min side endnu, for er man en gang blevet bidt af en gal surfer bliver man ved. Sådan er vi surfere. Vi kan ikke give slip, og vi er parate til at indgå mange kompromisser både hvad angår karriere og privatliv, bare vi kan få lov til at komme ud på bølgerne med vores bræt, når vejret er til det, understreger Finn Noer.