Kom med i debatten

ÆLDRE:Forleden blev jeg opmærksom på en statistik, som rystede mig: I Danmark bliver hvert tredje selvmord begået af et menneske over 65 år. Vi må erkende, at der her er et problem og en statistik, som vi skal handle på. Selvfølgelig er det langt fra alle ældre, der er ensomme eller trætte af livet, men i mit arbejde som sygeplejerske erfarede jeg, at det som oftest er tab af forskellig karakter, der ligger bag et selvmord hos en ældre borger. Det kan være tab af ægtefælle eller nær familie, tab af værdighed eller tab af funktion, hvis en ældre bliver syg og ude af stand til at klare sig selv. Som politiker eller samfund, kan vi ikke erstatte ægtefæller eller fjerne alle sygdomme - hvor gerne vi end ville, men vi kan arbejde hårdt på at skabe et samfund, hvor de ældre borgere ikke føler sig overflødige, eller at livet ikke er værd at leve efter pensionsalderen. Denne opgave tager jeg dybt alvorligt. Ældre borgere er ofte centrum for mange debatter, men sjældent en del af dem. Det er et problem. Hvis de ældre borgere føler, de altid bliver nævnt som en ensartet gruppe, og ikke har en stemme i debatten, er vi med til at overflødiggøre og i sidste ende isolere dem som gruppe. Det er vigtigt, de ældre selv får mulighed for at fortælle, hvad de mener, vi som politikere kan gøre for at mindske den ensomhed, der er en alt for stor del af mange ældres liv. Jeg har i den forbindelse taget kontakt med Ældre Sagen, fordi jeg ser deres organisation som et af de mest seriøse talerør for de ældre her i landet. Jeg ser frem til at høre deres bud på, hvordan vi sammen kan skabe bedre vilkår for de ældre og få taget hul på den problematik om selvmord, der i alt for lang tid har ligget stille. Programmet "Konsekvens" på TV 2 Nord tog for nylig denne problemstilling op til debat. Jeg vil gerne rose dem for at tage et emne op, der i den grad er præget af tabu - det er et skridt i den rigtige retning, og jeg ser nu frem til også at høre de ældres stemme i debatten.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden