Socialforsorg

Kom med konkrete eksempler

ÆLDRESVIGT:Inga Simonsen skriver 23.12., at jeg af en eller anden mystik grund mener, at hjemmehjælp er uden for diskussion. Det er jo direkte løgn. Jeg bad Inga Simonsen om at komme med dokumentation for de eksempler, hun har været ude for. De grove udfald, som hun kommer med mod hjemmehjælpere, er emner det er vigtigt at få diskuteret. Men Inga Simonsen kommer atter, atter og atter igen med tomme floskler – ikke et eneste konkret eksempel kan hun fremvise. Det kan godt være, Inga Simonsen, at du finder det mystisk, at jeg interesserer mig for hjemmepleje. Men faktisk bliver både mine forældre og svigerforældre passet af hjemmehjælpere, og der er sandelig ingen tabu i det. De er glade og lykkelige for professionel pleje på så højt plan, så de kan blive hjemme i deres egne lejligheder. Helt ærligt, Inga Simonsen. Jeg tror ikke på dig. Du kan kun slå om dig med de store politiske floskler. De konkrete eksempler har du ikke, og med din henvisning til Chip og Chap til de gamle, så bærer det kun vidnesbyrd om, at du fremsætter påstande, du ikke har for to øre indsigt i. Som sagt: Emnet er ikke tabu, så jeg efterlyser stadig henvisning til de situationer, hvor hjemmehjælpere har stået " og fjottet i mobiltelefon". Jeg har skrevet det tidligere. Kom nu med eksempler – ellers er vi mange, der ikke tror på dine ammestuehistorier.

Forsiden