Skolevæsen

Kom så i gang!

KØBENHAVN:- De voksne stjæler livet fra deres egne unger. Den hårde besked kommer fra Per Kølle, der er idrætskonsulent i Ballerup Kommune. Han mener, at overbeskyttende forældre og dovne pædagoger og lærere er medansvarlige for, at selv små børn rører sig alt for lidt og dermed får både helbredsmæssige og faglige problemer i fremtiden. Han opfordrer alle til at gøre noget ved sagen - og helst i dag. - Det er faktisk ret nemt. Børnene skal ud af klapvognen og gå selv. Og de lidt større børn skal selv gå eller cykle til skole, siger han og hentyder til, at forældre i stadig højere grad kører deres børn til og fra skole, kammerater og fritidsinteresser. - Forældrene skal lege med deres børn og lave noget aktivt sammen med dem. Meld dem ind i en idrætsforening, så snart de er gamle nok. Og begynd eventuelt at gå til en familiesport sammen, siger Per Kølle. Idrætskonsulenten har også et par gode råd til de lærere og pædagoger, der er sammen med børnene mange timer om dagen. Og ligesom idéerne til forældrene er det nemt og ofte gratis at føre dem ud i livet - det eneste, der skal til, er en smule tid og engagement. - Pædagoger og lærere bør deltage i skoleidrætten og sætte gang i nogle initiativer for at være forbilleder for børnene. De skal efteruddannes i at trække idræt og motion ind i de almindelige skoletimer, og så skal de undervise børnene i teori om kroppen, sund mad og motion, mener Per Kølle. Han er sikker på, at der skal nogle 'vilde voksne' til at inspirere børnene til at røre sig. - Mennesket har jo et hængekøjegen. Der er kun én ting at sige: Se så at komme i gang!