Lokalpolitik

Kom ud af busken, Marian Geller

Læserbrev

KRITIK:Jeg opfordrer dig endnu en gang til, at komme ud af busken med dine visioner for fremtidens Aalborg, idet jeg håber, at dit kandidatur til byrådet er mere end et personligt korstog mod borgmester Henning G Jensen. Du opstiller i læserbrevet den 17. januar 2009 en række kritikpunkter af borgmesteren - de har dog intet på sig. Henning G Jensen har gennem sin tid som borgmester for Aalborg Kommune altid søgt et bredt samarbejde i Byrådet. Der har været et samarbejdet mellem socialdemokraterne og venstre i hele byrådsperioden. Derfor har Venstres byrådsgruppe stemt sammen med socialdemokraterne eller deltaget i bestyrelsesmøderne og de har deltaget i de samme rejser. Derfor burde du måske rette kritikken imod dine egne venstre folk? Personligt mener jeg, at man som ny kandidat skal have visioner for byens udvikling og velfærdssamfundets kerneydelser. Jeg har sat fokus på miljøet ved f.eks. letbaner, elbiler og jeg har foreslået, at Aalborg Kommune arbejder for, at indføre en helhedsskole – det vil sikre en bedre balance mellem leg og læring. Derudover har jeg fokuseret på at forbedre kommunens forebyggende indsats over for de udsatte unge. Hvad er det, du vil med dit kandidatur? Er det eneste du har at byde på som politiker et personangreb mod borgmesteren?