EMNER

Kom udklædt i Brovst Kirke

BROVST:En spejder med sværd i hånden slår lågen ved Brovst Kirke op og i våbenhuset sidder Pippi Langstrømpe med Hr. Nelson i hånden. Det er ikke nogen helt almindelig søndagsgudstjeneste, som søndag klokken 10.15 skal til at gå i gang. Sognepræst Ejnar Grønlund har nemlig sammensat en særlig familiegudstjeneste i anledningen af fastelavn. KFUM-spejdere, mini-konfirmander og kirkens børne- og ungdomskor medvirker og de yngste kirkegængere er velkommen i udklædning. Og den opfordring er der mange børn i den næsten fyldte kirke, som har fulgt og lige inden Ejnar Grønlund rømmer sig, kommer også Rødhætte og en ridder ind af døren. Ejnar Grønlund byder da også velkommen til både store og små, udklædte eller ej og der er lavet en fastelavnsjustering af indgangsbønnen. - Vi takker dig for glæden ved at leve og lege. Vi elsker at klæde os ud, så ingen kan kende os, siger han. Seks drenge fra Ulveungerne hos KFUM-spejderne i Brovst hjælper med til at illustrere den blinde tigger fra Lukasevangeliet, mens de øvrige børn sidder samlet på gulvet oppe ved de forreste kirkebænke og ser på. - Nu har I set og hørt, hvordan Jesus fik en blind til at se, forklarer Grønlund. Efter gudstjenesten kan børnene vende næsen mod præstegården, hvor der er tøndeslagning.