Kombardo Expressen vil køre fra Aalborg

Endnu et busselskab melder sig på ruten til København

17. maj debuterer Kombardo Expressen på Aalborg - København. En direkte rute kun afbrudt af færgeturen mellem Aarhus og Sjællands Odde. Foto: Molslinjen
Nordjylland 1. maj 2018 11:00 - Opdateret 1. maj 2018 14:24

NORDJYLLAND: Kombardo Expressen er ved at være klar til at køre direkte fra Aalborg til København. Første afgang fra Aalborg bliver 17. maj, og der bliver to daglige afgange, morgen og eftermiddag - alle ugens dage undtagen tirsdag og onsdag.

Busruten, der er et samarbejde mellem færgerederiet Molslinjen og Herning Turist, blev sat i drift sommeren 2017 og blev hurtigt en succes. På et halvt år gik ruten fra at køre 44 afgange ugentligt til 150 afgange om ugen.

- Vi vidste godt, at en direkte rute mellem Aarhus og København havde potentiale, men vi blev alligevel nok lidt overraskede over, hvor positiv modtagelsen var, forklarer Molslinjens kommercielle direktør, Jesper Skovgaard.

Kombardo Expressens succes fik flere byer til at henvende sig om muligheden for nye ruter - og særligt fra én by kom der mange opfordringer.

- Vi har hørt fra mange nordjyder, som gerne vil have Kombardo Expressen til Aalborg. Faktisk hørte vi fra så mange, at vi hurtigt kunne se, at der ville være muligheder i at tage bussen med til Nordjylland, siger Ronny Gasbjerg, direktør i Herning Turist.

Kombardo Expressen kører direkte fra Aalborg til København uden stop på vejen på nær den pause, som færgeturen mellem Aarhus og Odden byder på. Det betyder, turen kan klares på cirka fire timer og 45 minutter. Prisen begynder ved 139 kroner, og salget starter 2. maj. jl

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...