Ældreforhold

Komfurer er den største el-dødsbrandsstifter

Ældre er de typiske ofre i en el-dødsbrand. Forkert brug af el-apparater er den væsentligste årsag

KØBENHAVN:Kombinationen af komfurer og glemsomme enlige ældre er den væsentligste årsag til el-dødsbrande i Danmark. Tal fra Elektricitetsrådets nye brandstatistik viser, at netop ældre oftest er skyld i dødsbrande forårsaget af el, og samtidig er de gamle ikke overraskende de hyppigste dødsofre. - I 2001 har billedet været lidt anderledes end tidligere. Hvor det før ofte var ældre kvinder, var der i fjor en overvægt af ældre mænd, hvilket i øvrigt følger tendensen i de andre nordiske lande, siger Charlotte Friis, der er afdelingschef i Elektricitetsrådet. Forglemmelser i forbindelse med madlavning er en af de store årsager til dødsbrand. I perioden fra 1998 til 2001 skyldtes 26 ud 53 el-brande, hvor mennesker omkom, komfurer. Ud af 13 dødsbrande i 2001, skyldtes de fem komfurbrande. Samtlige 13 omkomne i 2001 var alene, da branden opstod. I næsten alle tilfælde skyldtes branden, at en person har glemte at slukke for komfuret eller uforvarende har tændt det. - Et typisk eksempel er, at varme antænder madolien, der så får fat i viskestykker, køkkengardiner eller andet brændbart omkring komfuret, fortæller Charlotte Friis. Andre ildsyndere ved dødsbrande har gennem årene været brødristere, varmetæpper og køleskabe. I almindelighed har forkert anvendelse af husholdningsapparater været årsag til godt en fjerdedel af alle el-brande. - Ofte har folk aviser liggende ovenpå brødristerne, og når de så tror, de tænder for lyset, kommer de i stedet til at tænde for brødristeren, siger Charlotte Friis. Årsagerne til brandene er således ofte nemme at undgå, og afdelingschefen har derfor en række enkle råd til især de ældre. - Man skal lade være med at lave mad, hvis man er træt. Og så er det en god idé, at sætte et æggeur til, så man kan høre når maden er færdig. Samtidig skal man altid sørge for, at der er ryddet ordentligt op rundt omkring komfuret, tilråder Charlotte Friis. På grund af den nye tendens med ældre mænd overvejer Elektricitetsrådet nu, hvordan man kan tilrettelægge en kampagne, der kan nå mændene. Tidligere har el-brande kostet især ældre kvinder livet, og rådet har til dem sendt informationsmateriale ud via kommunale hjemmehjælpere. - Nu skal vi have fat i ældre mænd og målrettet kampagnerne mod deres livssituation. Vi skal simpelthen til at lære den målgruppe bedre at kende, siger Charlotte Friis. Samtidig genoptages kampagnen via hjemmehjælperne henover efteråret og vinteren, og fremover skal der bruges flere kræfter på information om el-sikkerhed til ældre. - Antallet af døde som følge af el-brande svinger fra år til år, men tendensen er, at der er flest ældre blandt de omkomne, og da vi i de kommende år får flere ældre, bliver risikogruppen også større. Derfor er det enormt vigtigt, at vi bliver ved med at gøre opmærksom på, hvordan de ældre indretter sig så el-sikkert som muligt.