Komiker takker ja til æresdoktorat

Nu kan også komiker Jim Carrey skrive sig på listen over kendisser med en æresgrad hængende i stuen.

27. maj 2014 10:38

Oprah Winfrey har én, P. Diddy har én, og Robert De Niro har én.

Og nu kan den canadiske komiker og skuespiller Jim Carrey også glæde sig over et indrammet diplom, der fortæller resten af verden, eller i hvert fald hans gæster, at han har modtaget et æresdoktorat.

Jim Carrey er dermed blevet den seneste i en lang række af celebre ansigter, der i årenes løb har modtaget hæder fra et amerikansk universitet uden den megen bøvl og besvær med eksaminer og sveddryppende terperi. Det skriver E! Online.

- Så mange af os vælger vores livsvej på baggrund af frygt forklædt som det mest praktiske. Min far kunne være blevet en fremragende komiker, men han troede ikke på, at det var muligt for ham, så han tog et konservativt valg. I stedet fik han et trygt job som bogfører.

- Jeg lærte mange fantastiske ting af min far, ikke mindst at man kunne fejle, mens man gjorde det, man ikke elskede, så man kunne lige så godt tage chancen og gøre det, man elskede, sagde Carrey lørdag den 24. maj under dimissionsceremonien hos Maharishi University of Management i byen Fairfield, Iowa.

Der var ikke mange vittigheder i sigte fra den 52-årige skuespiller, der altså i stedet tilbød sin erfarede livsvisdom til de håbefulde studenter.

- Dit job er ikke at regne ud, hvordan tingene kommer til at lykkes for dig. Det handler om at åbne en dør i dit hoved, og når den dør åbner sig i virkeligheden, skal du træde gennem den, sagde han.

Jim Carrey kan igen opleves på det store lærred til november, hvor den officielle fortsættelse til komediehittet "Dum og Dummere" er sat til at udkomme i biograferne.

Newspaq

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...