Komikere på besøg i Løgstør Bio
Mick Øgendahl og Rasmus Heide laver introshow

Mick Øgendahl kommer til Løgstør 13. januar. Arkivfoto
LØGSTØR:Søndag 13. januar får Løgstør Bio igen besøg af Mick Øgendahl, når han sammen med instruktør Rasmus Heide kommer for at lave et introshow til snigpremiere på filmen ”Alle for to”, der har premiere 31. januar.
Det er 2. gang Mick Øgendahl og Rasmus Heide besøger biografen, da de også lavede introshow til ”Alle for en”, der var forløberen til ”Alle for to”, og netop den dag de kommer til Løgstør, har de Rasmus Bjerg, der netop har været aktuel som John i TV-julekalenderen ”Julestjerner”, med på turen.
Det er næsten blevet en tradition at Løgstør BIO laver en aktivitet i forbindelse med disse besøg, og denne gang er det temaet med at forvrænge ansigter, der er taget op. Det er filmselskabet der er startet med at lave en forvrænget udgave af de medvirkende skuespillere på forskellige filmplakater.
Den ide har PR-gruppen i Løgstør Bio grebet og lavet en konkurrence ud af.
På Facebook kan man derfor fra 1. januar deltage i konkurrencen om at lave det sjoveste ansigt af sig selv, uploade på biografens facebookside og få mulighed for at møde Mick Øgendahl og Rasmus Bjerg med en håndfuld af sine venner, og vinde T-shirt og plakater med deres autografer.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.