EMNER

Kommandantens sidste parade

Fidel Castro bliver 80 år på søndag, men skal han med til festen? Mange håber, at han er død, mens mange andre håber, at han lever

Elleve dages tavshed... Det ligner ikke søndagens fødselar, Cubas frontfigur gennem snart et halvt århundrede, Fidel Castro Ruz. Faktisk har ingen kunnet lukke munden på ham, siden han i 1959 udskiftede Cubas korrupte præsident, Fulgencio Batista, med sig selv. Men den 31. juli lånte en noget bleg version af El Commandante diktatorkasketten til sin 75-årige lillebror, Raul, for selv at stemple ind på hospitalet, hvor han skulle gennemgå en kompliceret tarmoperation. Og siden har ingen set eller hørt noget som helst fra øens stærke mand. Det skulle da lige være hans nære ven og allierede, Venezuelas præsident, Hugo Chavez, der mandag kunne fortælle, at den altid armyklædte Fidel havde “rejst sig fra sit sygeleje og fået tungen på gled”. Et udsagn, hvis troværdighedsgrad til forveksling kunne minde om USA’s forsikringer om ikke at ville udnytte chefens sygefravær til at lave ravage. Og ud over Chavez er der ingen, der kan eller vil fortælle, hvordan den gamle revolutionshelt har det. Regimet holder kortene tæt til kroppen og henviser til den åbenlyse trussel fra den arvefjenden USA, der sidder på spring på den anden side af det 144 kilometer brede farvand. Men ligegyldigt om Fidel viser sig at være død eller levende på sin fødselsdag, så er der ikke nogen, der kan pille ved hans betydningsfulde rolle i historien. Allerede i 1954 lovede han som ung advokat fra sin fængselscelle, at han ville revolutionere det cubanske samfund. Løftet blev i allerhøjeste grad ført ud i praksis, og i næsten 50 år har den næsten to meter høje mand personificeret revolutionen. Det gav imidlertid også Fidel med et utal af fjender, hvor USA kan noteres som den bitreste. Og på hjemmebanen tog tusinder middelklassecubanere afstand fra “Den revolutionære regering”. Og det gør de stadig. Modstanden har dog aldrig taget modet fra den lidenskabelige taler, der har holdt adskillige generationer til ilden med uformindsket styrke, mens det berømte skæg gennem årene har fået flere og flere grå stænk. Castro tiltrak i lige så høj grad unge revolutionære ved sin personlighed som gennem sin politik, der ikke altid var en succes. { Fidel blev født 13. august 1926 i Mayari Orienteprovinsen af velhavende forældre. Han blev uddannet på jesuitterskoler og studerede jura og politisk videnskab på universitetet i Havana. Han blev kendt som en sagfører, der forsvarede de fattige, før han gik ind i politik som parlamentskandidat for det cubanske folkeparti. Da valget blev forhindret af general Batistas militærkup, dannede han en oprørsgruppe, som forsøgte at lave rav i den ved at angribe en kaserne. Det gik dog galt, og sammen med sin nuværende afløser, lillebror Raul, blev han fængslet frem til 1955, hvor han fik amnesti. Herefter rejste han først til New York og senere til Mexico, hvor han mønstrede datidens eksilcubanere. Et forsøg på at gå i land på øen sammen med 80 bevæbnede tilhængere blev knust af Batistas styrker, men sammen med Raul og ti andre undslap han og flygtede op i Sierra Maestrabjergenes tætte jungle.Senere lykkedes det Fidel at skaffe hjælp og våben fra tilhængere i USA, Venezuela og Mexico, og med støtte fra den undertrykte landbefolkning gennemførte han en klassisk oprørerkrig og folkerejsning. I januar 1959 triumferede de skæggede oprørere i Havana, mens Batista måtte tage benene på nakken. Den nu 31-årige Fidel var nu ministerpræsident og rejste samme år til USA, hvor han over for præsident Eisenhowers udenrigsminister, Christian Herter, erklærede, at han var en overbevist demokrat og modstander af kommunismen. Det var som bekendt en sandhed med modifikationer, og i løbet af de næste to år begyndte Fidel - ifølge nogle iagttagere under indflydelse af Raul - at nationalisere amerikanske firmaer i Cuba og flirte med Sovjetunionen. Som en af sine sidste embedshandlinger brød Eisenhower i 1961 med Cuba, og det dårlige forhold til USA kulminerede i Kennedy-perioden med den amerikansk støttede mislykkede invasion af eksilcubanere i Svinebugten samme år og raketkrisen i 1962, da Sovjetunionen opstillede atomraketter på øen. Lige siden har USA talrige gange og på talrige måder forgæves forsøgt at få bugt med det sejlivede, kommunistiske regime. Ifølge flere iagttagere har denne politik nærmere været vand på Fidels mølle end det modsatte. Mystik eller ej, så er der ingen tvivl om, at søndagens runde fødselar er en levende legende. Hvis han da er levende.