Kommandøren var i det lokkende humør

HALS:- Det har været helt fantastisk, og det her er helt sikkert noget, vi vil gøre igen. Sådan sagde kok og forpagter på restaurant Kommandøren på Hals Havn Rasmus Jensen, da han i går skulle gøre status over restaurantens første forsøg med et åbent hus, hvor de mange besøgende kunne få et lokkende indblik i, hvad der kan bydes på af lækkerier, hvis man skulle ønske at holde en større fest på havnerestauranten. Det skete på en dag, hvor det først var Kommandørens selskabsbrochure, der blev præsenteret, inden et fiktivt brudepar ankom i en mere end syv meter lang limousine. Dernæst gjaldt det en gang velsmagende Prommery Champagne, inden der ved et par mini-modeshows i dagens løb blev vist tøj fra Damemagasinet og Brunø samt smykker fra Boutique Rosenkrantz. Samtidig kunne de mange fremmødte se nærmere på både brudekjoler fra Alt Til Bruden, selskabsbilleder, gaveartikler fra Gavehuset og en bred vifte af blomsterdekorationer fra La Fleur de Fjord, ligesom der på Kommandørens førstesal blev budt på et ægte festfyrværkeri af lækre smagsprøver fra restaurantens eget køkken samt både rød- og hvidvin fra Jysk Vin. Derudover kunne de besøgende på førstesalen se tre forskelligt festdækkede borde og den ikke uefne udsigt over havnen, og hele åbent hus arrangementet blev krydret med en konkurrence, hvor det bestemt var værd at deltage. Førstepræmien var således en middag med vine for seks personer tilberedt og serveret hjemme hos den heldige. Det var en præmie til en værdi af 6500 kroner, og de følgende tre præmier - gavekort til Kommandøren, Damemagasinet og La Fleur de Fjord - svingede fra 800 til 400 kroner - mens der til femtepræmievinderen var seks flasker vin.