Kommende håndværkere skal lære at tænke i energi

Energitænkning skal være en grundpille i det at være håndværker i byggebranchen

Flemming Junker
Det er ikke nok at kunne bygge en mur eller lægge et tag. Håndværkeren skal også vide, hvordan det gøres energirigtigt. Arkivfoto: Lars Pauli
Skolevæsen 29. september 2013 14:45

NORDJYLLAND: Tre nordjyske erhvervsskoler er med i et projekt, der skal få energi til at fylde mere i undervisningen. Målet er, at fremtidens håndværkere bliver i stand til at tænke energirigtigt på tværs af de forskellige fag, skriver NORDJYSKE Stiftstidende.

De tre skoler er EUC Nord, Tradium samt Tech College Aalborg, og de arbejder sammen med Dansk Byggeri og Tekniq om projektet, som har titlen ”Energi på tværs”.

Baggrunden for projektet er, at det ikke længere er nok for en håndværker at kunne bygge en mur eller lægge tag på et hus.

Med det stigende fokus på grøn energi skal en håndværker fremover også kunne bygge, så en bygning sparer på energien.

Derfor forventes de unge, som bliver udklækket fra erhvervsuddannelserne, at have en større viden på energiområdet. Men undervisningen i energi er i dag meget sporadisk og lidt tilfældigt placeret fra sted til sted.

Det skal det nye projekt ændre på. Projektet har som mål at få de unge på de bygge- og installationsfaglige erhvervsuddannelser til at blive bedre rustet til at tænke i energioptimering.

Energitænkning en grundpille

Projektet er blandt andet kommet på benene, fordi et bredt flertal i folketinget har besluttet, at Danmark skal være uafhængig af fossil brændsel i 2050. Og med energiaftalen fra 2012 skal en større del af energiforbruget i bygninger baseres på vedvarende energi.

- Den moderne håndværker skal i fremtiden have mere viden omkring energi og energieffektivisering. Med det her projekt vil energitænkning blive en grundpille i det at være håndværker i byggebranchen, siger Michael H. Nielsen, direktør i Dansk Byggeri.

Faglærere forberedes

I første omgang skal projektet ruste 30 faglærere fordelt på de tre skoler til at undervise i energioptimering. Derefter vil man udrulle en række prøveforløb ude på skolerne, hvor det at spare på energi bliver en mere fast del af undervisningen.

Hensigten med forløbet er, at det skal gå på tværs af de traditionelle grænser mellem fagene. Det betyder, at en tømrer for eksempel også skal kunne tænke ud over sit eget faglige felt.

En af de deltagende erhvervsskoler, EUC Nord, ser interessante perspektiver i projektet:

- Vi har store ambitioner på det her område, så projektet er lidt en appelsin i turbanen. Undervisningen i energi har tidligere næsten ikke fyldt noget på grund- og hovedforløbene, men med det her projekt vil håndværkere fremover være i stand til at bygge, vejlede og udføre arbejde i forhold til de stadigt stigende krav på energiområdet, siger Hans Ulrik Møller, der er uddannelseschef for Bygge og Anlæg på EUC Nord.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...