KOMMENTAR

EMNER 18. oktober 2002 08:00

Forleden fik jeg en ganske enestående chance for at smugkigge ind på ét af mændenes enemærker: smøregraven. Anledningen var den ganske særlige, at jeg skulle til syn med min bil for faktisk allerførste gang. Nu ved jeg jo godt, at rigtige kvinder, med eget checkhæfte, bør vide mere om, hvad der rører sig under motorhjelmen - men jeg er aldrig rigtigt kommet mig over, at man får olie på fingrene. Og så har der normalt altid været andre, der var mere end villige til at uddybe deres ekspertise omkring bilens ædlere dele. Det var der ikke denne gang. Selv er jeg stolt over at vide, hvor jeg fylder benzin på og hvor nøglen skal stoppes ind, for at bilen også starter. Også elrude, viskere, håndbremse og tågelygter har jeg helt styr på. Nå, men kommet til ugedagen før syn, var jeg ved at gå i panik. Det er lidt ligesom tandlægen: de skal nok finde et eller andet til tusindvis af kroner. Alligevel dristede jeg mig ud til den lokale kedeldragt, der med et stort smil lovede at tage bilen under kærlig behandling, mens jeg gik til frisøren. Det viste sig, at jeg ikke var gået langt nok væk. Faktisk skulle han bruge det bedste af en dag på at gøre bilen, der ellers intet fejlede, da jeg afleverede den, til bil igen. Nu havde jeg rent faktisk spottet lidt rust på kofangeren, samt et andet sted, som jeg imidlertid ikke rigtig vidste, hvad hed. Men da jeg jo gerne vil fremstå som et intelligent eksemplar af racen, spurgte jeg sådan i forbifarten, hvordan det lå med rusten inde i gummiet. Kedeldragten så lettere chokeret på mig og spurgte: hvorinde? Ja, altså inde i dækket og så lidt videre ind! Om jeg mente fælgene? Njae, inde bag ved gummiet så! Nåe, bremserne? Jeg anede jo ikke, at bremserne sad inde i fælgene, så jeg lod, som om jeg havde helt styr på, hvad han mente. Da jeg ud på eftermiddagen kom tilbage til bilen, viste det sig, at den faktisk ikke fejlede ret meget, men kedeldragten ville gerne vide, hvorfor i alverden jeg havde skruet støddæmperne af baghjulene. Inden jeg fattede, at det var en vits, forbeholdt folk med olie på fingrene, var jeg nået mere end halvvejs tilbage til Frederikshavn. Men jeg kan stadig høre fem mand skraldgrine. Det var jeg så heldigvis alt for meget kvinde til at tage mig af. Og bilen - den gik (også) glat igennem syn efter at også den (også) var blevet grinet af en hel dag. At så blinklyset gik i stykker, da jeg kørte ind i synshallen og oliedækslet var så overskruet af mekanikerfingre, at olien dryppede ned på synsmanden er en helt anden historie. Faktum er at jeg med nysynet bil kørte direkte tilbage til værkstedet for at få mekanikerens skønhedsfejl repareret. For dén der ler sidst - ler alligevel bedst!

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...