En ny bølge af MeToo er på vej - og den kan blive lige så stor som den første

Snavsetøjet vil blive luftet langt hyppigere i årene, der kommer - folk har fået nok og siger fra

Foto: Torben Hansen

LEDELSE: Sagerne står næsten i kø for tiden.

I sidste uge kom det frem, at Thorbjørn Kolbo fratræder sin stilling som chef for Museum Sydøstdanmark. Udover nepotisme og inhabilitet er han anklaget for at råbe ad sine ansatte - en medarbejder kalder ham magtsyg og opfarende.

Jon Stephensen, tidligere leder af Aveny Teatret, nu folketingspolitiker (M), er lige nu i vælten for dårlig ledelse i sin tid som teaterdirektør.

TV 2 har talt med over 30 af hans tidligere kollegaer fra teaterbranchen. De anklager ham for manipulation, trusler og magtmisbrug, og ifølge TV2 har unge, nyuddannede i årevis advaret hinanden, når der var udsigt til et samarbejde med ham.

For nyligt berettede Nordjyske, hvordan ansatte i Musikkens Hus er brudt grædende sammen, har modtaget mails om natten og opkald i ferier og går med en konstant frygt for at blive fyret.

Og indenfor de seneste år har vi set lignende sager på ARoS, Marstal Søfartsmuseum og Roskilde Museum for blot at nævne nogle.

Fælles for dem, der står frem med kritik, er, at de ikke længere vil finde sig i at blive råbt af, blive slidt ned eller se kollegaer bryde sammen.

Da #MeToo fejede hen over Danmark i 2020, var kulturbranchen storleverandør af folk, der stod frem og fortalte om seksuel grænseoverskridende adfærd. Flere kulturledere blev i den forbindelse fyret, hvis ikke de selv valgte at gå.

Det er ikke tilfældigt, at netop kulturbranchen måtte holde så hårdt for under MeToo.

Der er stor risiko for, at der bliver set gennem fingre med grænseoverskridende adfærd og dårlig ledelse i et miljø, hvor en leder skal skabe succeser under svære økonomiske vilkår - det kræver excentrikere. Og så er kulturbranchen ofte præget af mange løstansatte, der gerne vil have en chance og ikke siger fra.

Men de forhold gælder jo langt fra kulturbranchen alene.

På det seneste har flere og flere medarbejdere sagt fra. Og mit bud er, at vi kommer til at se mange flere lignende sager fremover i alle brancher, hvor ansatte tager det ansvar på sig, som lederens ledere øjensynligt ikke påtager sig.

Og vi kommer til at se konsekvenser.

For hvor længe kan en virksomhed eller en institution tåle et dårligt ry eller at miste dygtige medarbejdere? At man laver kunst eller løfter en svær opgave er i vores tid ikke en formildende omstændighed for en dårlig ledelsesstil.

Ansvaret i de store kulturinstitutioner ligger hos bestyrelserne, og her har man mange steder øjensynligt kendt til dårligt arbejdsmiljø længe uden at gøre noget ved det. Fx udtalte bestyrelsen fra Aveny-T for nylig, at de burde have fyret Jon Stephensen tidligere. Men det gjorde de altså ikke.

Skal man som bestyrelse være på forkant, skal man i langt højere grad til at holde øje med sygemeldinger og opsigelser og nærlæse trivselsmålinger. Dårlig feedback plejer at være en god indikation, og det er i sidste ende deres ansvar.

Er der dårlig kultur på en arbejdsplads, er der en kultur højere oppe, der har vedligeholdt den.

Men ligesom tiden er løbet fra sexisme på jobbet, er tiden løbet fra ledere, der ikke kan lede.