Fingrene væk fra lediges rettigheder, Nuuradiin Hussein!
Opdateret 04. december 2023 kl. 09:52
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
2024 er lige om hjørnet, og det betyder, at A-kasserne overtager indsatsen de første tre måneder af ledighedsperioden.
Det glæder vi os til.
Det skaber ro for vores medlemmer, og vi kan gøre det, vi er bedst til: At få vores ledige medlemmer i job.
Det betyder nedskæringer for jobcentrene, og Aalborg jobcenter har været ivrige efter at underskrive samarbejdsaftaler med a-kasserne. Noget, vi i Metal Aalborg har bakket fuldt op om og gjort en stor indsats for at få til at lykkes. For vi ønsker naturligvis at indgå i samarbejder på alle tænkelige måder til gavn for vores medlemmer og det arbejdsmarked, der skriger efter arbejdskraft.
Derfor tager jeg mig til hovedet, når jeg læser de forslag, landets 6 største kommuner er kommet med i ”6-bys udspillet” for at leve op til sparekrav fra regeringen. Udgangspunktet er jeg helt enig i: Lad os forenkle det tunge system. Men det skal ikke gå ud over vores medlemmers rettigheder!
Som Nuuradiin S. Hussein, rådmand i Job og Velfærd i Aalborg Kommune, selv skriver i udspillets pressemeddelelse: ”… [vi] skal holde fast i de indsatser, der gør en forskel”.
Det hænger på ingen måde sammen med, at rådmanden har skrevet under på forslagene om at afskaffe 6-ugers jobrettet uddannelse og nedlægge seniorjobordningen. Hvis det er rådmandens opfattelse, at det er indsatser, der ikke gør en forskel, så vil jeg gerne invitere ham en tur ud i virkeligheden.
For 6-ugers jobrettet efteruddannelse virker. Tager vores medlemmer et svejsecertifikat i ledighedsperioden, kommer de næsten med garanti i job bagefter. Skal ledige hurtigere i job, så start med at afskaffe karensperioden på 5 uger, inden efteruddannelse kan startes.
Med afskaffelse af seniorjobbet, prøver Jobcenteret at frifinde sig selv for det ansvar, de har påtaget sig.
Jobcenteret har 21 måneder til at få den ledige i job. Sker det ikke, bortfalder retten til dagpenge og dermed også retten til efterløn. Og det kan efterlade ældre ledige uden forsørgelsesgrundlag. Seniorjobbet sikrer derfor en værdig afslutning på et langt arbejdsliv. Hvis ikke det er en indsats, der gør en forskel, ja, så ved jeg ikke, hvad er.
Vi har det samme mål: At få ledige i job. Derfor skal vi også have et bæredygtigt samarbejde jobcenter og a-kasser imellem samt indsatser, der virker.
Men rådmanden skal ikke tro, han kan anbefale at afskaffe vores medlemmers rettigheder, uden vi siger højt og klart ”nej tak”. Det emmer ikke af samarbejde. Det lugter af endnu flere besparelser i et allerede presset system. Og det går ud over de lediges muligheder for at komme i job.
Af Jesper F. Clausen,
kasserer, Metal Aalborg
Hadsundvej 184, Aalborg
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.